Anders Antonsen uddeler bank og er i finalen i Minsk

Anders Antonsen ligner et godt bud på en European Games-vinder. Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix

Anders Antonsen slog overlegent Misha Zilberman i European Games-semifinalen. Franskmand venter i finalen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den danske badmintonspiller Anders Antonsen er klar til finalen i herresingle ved European Games i Minsk.

Lørdag sejrede han i suveræn stil over israeleren Misha Zilberman med sætcifrene 21-9, 21-11.

Mødet mellem verdens nummer 13 og 42 blev aldrig spændende. Hurtigt var danskeren foran med 10-3 og havde reelt afgjort første sæt midtvejs.

Kun i spillet lige omkring nettet så Zilberman ud til at kunne volde Antonsen lidt problemer.

I begyndelsen af andet sæt fik israeleren for første gang noget, der kunne minde om et overtag, da han kom foran 3-0. Kort efter var danskeren dog i front med 6-5, og herfra kørte han sætsejren hjem i næsten lige så sikker stil som i første sæt.

I finalen må danskeren også påtage sig favoritrollen, når han skal dyste mod franskmanden Brice Leverdez, der ligger nummer 33 i verden. Den 33-årige franskmand vandt sidste år bronze ved europamesterskabet.