Anders Bjerregaard stopper i Brøndby

Anders Bjerregaard forlader med øjeblikkelig virkning stillingen som sportschef i fodboldklubben Brøndby. Stillingen overtages midlertidigt af talentchef Kim Vilfort i samarbejde med administrerende direktør Frank Buch-Andersen og cheftræner Kent Nielsen.

Det meddeler Brøndby i en pressemeddelelse.

- Anders Bjerregaard har ydet en stor indsats for Brøndby IF igennem den tid, han har været ansat. Han har imidlertid ønsket at fratræde sin stilling, hvilket betyder, at vi nu er gået i gang med at finde den person, der sammen med direktionen og bestyrelsen i Brøndby IF skal bringe klubben det sidste stykke vej tilbage til den absolutte top af dansk fodbold, siger direktør Frank Buch-Andersen.

Arbejdet som sportschef i Brøndby har langt fra været en dans på roser for Anders Bjerregaard, der siden ansættelsen i sommeren 2006 har været udsat for massiv kritik for fejlslagne spillerindkøb og svigtende sportslige resultater. Det har også betydet, at Anders Bjerregaard har modtaget ubehagelige e-mails og breve, som ifølge ham er en af årsagerne til, at han forlader stillingen.

- Jeg ønsker ikke at byde min kone og vores børn en hverdag, hvor de grundet e-mails samt breve på privatadressen ikke føler sig trygge. For mig er det et arbejde, jeg har været glad for, men det er trods alt stadig kun fodbold, siger Anders Bjerregaard.

Brøndby har tabt de seneste fire kampe i træk i SAS Ligaen, og klubben har generelt haft et skuffende efterår med tidlig exit i den danske pokalturnering og Europa League. Det har medført en del kritik af den sportslige ledelse, heriblandt Anders Bjerregaard.

/ritzau/

Anders Bjerregaard stopper som sportschef i fodboldklubben Brøndby. Talentchef Kim Vilfort overtager midlertidigt stillingen.

Offentliggjort Sidst opdateret