Anders Eggert takker for Wilbeks tillid

Det var egentlig ikke Anders Eggerts tur til at forsøge sig på straffe, men landstræner Ulrik Wilbek insisterede på, at Eggert skulle gå til pletten med ansvaret.

Hans Lindberg havde lige brændt en chance, og Wilbek fornemmede, at Eggert havde lidt mere selvtillid i situationen.

Det gik godt og endte med en scoring og senere en dansk sejr over Tyskland ved EM. Eggert var glad for tilliden.

- Det var dejligt at få lov til at skyde straffe igen, hvor Ulrik decideret kaldte mig til pletten. Det var da en erklæring, der viste, at manden tror på mig. Det gjorde mig glad, siger Eggert.

Fløjspilleren fik scoret syv mål i kampen, som var en fornøjelse at spille på kanten.

- Det var et hold, vi gerne ville løbe med. Og vi fik mange flere bolde denne gang end i mange af de andre kampe. De andre hold har dækket os godt af på fløjene.

- Mod Tyskland fik vi lov til at løbe. Det var selvfølgelig fedt at få scoret nogle mål igen, og der har været mange spørgsmål til mig, om hvor dårligt det er gået.

- Jeg har egentlig ikke haft fornemmelsen af, at det er gået specielt dårligt fra fløjen. Men vi er bare blevet dækket godt op, forklarer Eggert.

Sejren betyder, at Danmark stadig bevarer et håb om at nå frem til semifinalen, hvis danskerne vinder over Sverige på onsdag. Det kræver dog også, at andre resultater går Danmarks vej.

- Det kunne ikke være meget bedre. Nu skal vi selv vinde over Sverige, og så skal vi have tyskerne til at tabe. Hvis polakkerne kan levere to gode halvlege mod Tyskland, så er Polen gode, mener Eggert.

/ritzau/

Anders Eggert blev sat til skyde straffe på et afgørende tidspunkt af kampen mod Tyskland.

Offentliggjort Sidst opdateret