Anders Hansen misser stor triumf i Dubai

Ærgerlige slag på 15. og 16. hul var med til at koste Anders Hansen den samlede sejr ved den stærkt besatte European Tour-turnering Dubai Desert Classic, hvor han til sidst måtte nøjes med en delt andenplads - ét slag efter vinderen Alvaro Quiros fra Spanien.

Verdens top-3 i skikkelse af Lee Westwood, Martin Kaymer og Tiger Woods deltog også i turneringen, men den prominente trio spillede for det meste biroller, da turneringen søndag skulle afgøres.

Her lå Anders Hansen alene i front med en håndfuld huller igen, men en bogey på 15. hul betød, at han måtte se Quiros komme op og dele førstepladsen.

Allerede ved det næste hul gik det igen galt for danskeren, der missede en god birdiechance. Netop en birdie lavede spanieren på 16. hul, og da Quiros var kommet ind i klubhuset, vidste Anders Hansen, at en birdie på 18. og sidste hul var kravet for komme i omspil.

Den mission lykkedes ikke for Anders Hansen, der inden sidste runde lå delt etter. Han sluttede af med en runde i 70 slag, to under banens par. Quiros leverede desværre for danskeren en runde i 68 slag.

James Kingston fra Sydafrika delte andenpladsen med Anders Hansen.

/ritzau/

Golfspilleren Anders Hansen førte Dubai Desert Classic med en håndfuld huller igen, men blev toer.

Offentliggjort Sidst opdateret