Andreas Bjelland ramt af grimt uheld i Viborg-sejr
Andreas Bjelland blev båret fra banen til klapsalver efter sit uheld under kampen mod Viborg. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Lyngbys Andreas Bjelland udgik med en tilsyneladende alvorlig skade, da Viborg vandt 2-1 over Lyngby.
I tillægstiden fik Viborg på hjemmebane ændret et truende nederlag til en sejr på 2-1 mod Lyngby Boldklub, da holdene søndag mødtes i syvende runde af Superligaen.
Der var lagt 16 minutter til anden halvleg efter to lange afbrydelser. Først på grund af tordenvejr og derefter grundet en slem benskade til Lyngby-forsvarsspilleren Andreas Bjelland.
Den tidligere landsholdsspiller faldt forkert ned efter en duel, og man kunne fornemme, at det var en alvorlig skade, hvis man så på spillernes reaktioner efterfølgende.
Flere af dem tog sig til hovedet og var tydeligt påvirket af situationen. Spillet blev først genoptaget, efter at Bjelland blev behandlet og båret fra banen.
Forinden havde første halvleg været en tempoforladt affære, hvor holdene havde svært ved at komme frem til store chancer.
Kort før pausen fik Lyngby-kantspilleren Emil Nielsen dog alletiders mulighed for en scoring, men han brændte fra tæt hold.
Anden halvleg var knap begyndt, da kampen blev afbrudt på grund af tordenvejr.
Da opgøret blev genoptaget, gik der ikke mange minutter, før Lyngbys Andreas Bjelland måtte udgå med en alvorlig skade.
Efter afbrydelserne blev kampen mere åben, og i det 81. minut fik Lyngby scoret, da forsvarsspilleren Kasper Jørgensen flugtede bolden i mål.
Kort inde i tillægstiden udlignede Viborg-angriberen Jay-Roy Grot efter et hjørnespark.
Blot få minutter senere kom Viborg på sejrskurs, da anfører Jeppe Grønning bankede den ind til slutstillingen 2-1.
/ritzau/
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker