Andreas Bjelland tror på EL-avancement trods nederlag
Andreas Bjelland måtte acceptere et 0-1-nederlag til FC København ude mod Zenit i Europa League torsdag. Foto: Anton Vaganov/Reuters
Anton Vaganov/Reuters
0-1-nederlaget til Zenit betyder, at FCK kan gå videre fra gruppespillet, men ikke selv kan afgøre sin skæbne.
Det ser umiddelbart svært ud, men FC Københavns Andreas Bjelland tror stadig på, at FCK kan gå videre fra gruppespillet i Europa League.
- Hvis resultaterne er med os, tror vi stadig på det. Vi har en hjemmekamp mod Bordeaux og vil gerne slutte af med en sejr, siger forsvarsstyrmanden til 6'eren.
Torsdag aften tabte FCK på udebane til russiske Zenit med 0-1 i kamp, hvor FCK lagde et pres i slutfasen, men ellers ikke formåede at blive farlige.
Med sejren er Zenit videre fra gruppe C som gruppevinder, mens franske Bordeaux hjemme slog Slavia Prag 2-0.
Det betyder, at Zenit topper med 11 point inden sidste spillerunde, mens Slavia Prag har syv point og to mere end FCK.
En sejr hjemme over Bordeaux vil sende FCK videre fra andenpladsen, hvis Slavia Prag taber til Zenit i sidste kamp.
Får Slavia uafgjort, så er tjekkerne bedre indbyrdes end FCK.
Skal FCK slå Bordeaux, så skal der skabes chancer og scores mål, og det var ifølge Andreas Bjelland der, hvor det kneb i nederlaget til Zenit.
- Vi stod godt og tog kampen op med dem. De scorede så efter en omstilling, og bolden blev rettet af. Det er de små ting og marginaler, der afgør sådanne kampe.
- Vi var ikke gode nok til at skabe noget. Vi manglede den sidste pasning og skarphed foran kassen til at kunne spille hinanden gode, siger Andreas Bjelland.
Spillet længere tilbage på banen kunne han dog ikke udsætte så meget på.
- Jeg synes, vi var gode til at fordele boldene, men på den sidste tredjedel manglede vi noget.
FC København møder 13. december Bordeaux hjemme i sidste spillerunde.
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker