Andreas Christensen udgår med skade i Chelseas CL-sejr
Andreas Christensen tog sig til baglåret, da han blev skadet. Foto: Pascal Rossignol/Reuters
Pascal Rossignol/Reuters
Andreas Christensen udgik med en skade, da Chelsea spillede sig videre til kvartfinalerne i Champions League.
Danske Andreas Christensen måtte udgå med en skade, da Chelsea spillede sig videre til Champions Leagues kvartfinaler med en 2-1-sejr over franske Lille.
Det skete blot halvanden uge, inden det danske landshold møder Holland og Serbien i to testkampe.
Efter en halv times spil udgik Christensen med en skade. Danskeren havde forinden sat sig græsset og taget sig til baglåret.
Nogle minutter efter fik Lille tilkendt straffespark, efter at Chelseas midtbanespiller Jorginho havde hånd på bolden.
Dommeren tøvede med at fløjte i første omgang, men valgte efter hjælp fra VAR at pege på pletten.
Angriberen Burak Yilmaz bankede den hårdt ind bag en sagesløs Edouard Mendy, der ellers gik til den korrekte side i Chelsea-målet.
Jorginho gjorde det dog godt igen, da han fra en position midt på franskmændenes banehalvdel fandt Christian Pulisic, der udlignede efter et løb ind bag Lille-forsvaret i straffesparksfeltet.
Efter pausen trykkede det franske hjemmehold på. Lille forsøgte sig ad flere omgange med høje indlæg fra backerne.
Franskmændene kom tæt på efter en times spil, da midtbanespilleren Xeka pandede bolden på stolpen efter at have taget et løb ind i Chelseas straffesparksfelt.
Med knap tyve minutter tilbage af kampen lukkede Cesar Azpilicueta kampen med sin scoring til 2-1.
Mason Mount smed et indlæg på tværs af straffesparksfeltet, hvor den spanske back havde taget et løb ind fra højresiden.
Med en 2-1-sejr i Frankrig er Chelsea videre med sammenlagt 4-1 og kan nu se frem til to kvartfinaler i april.
Lodtrækningen til kvartfinalerne finder sted fredag klokken 12.
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub