Andreas kan vinde medalje

18-årige Andreas Stig Henriksen har fået sit store gennembrud på den internationale kajakscene i denne sæson. Maribo-roeren var særdeles tæt på en podieplads ved EM for U/18-roere i Polen for to uger siden, da han blev nummer fire i 1000 meter enerkajak - blot et sekund fra bronzen.
 
Men skal man tro sportschefen i Maribo Kajakklub, kan den talentfulde roer meget vel have årets højdepunkt til gode. Det kan komme ved weekendens VM for U/18-roere i Moskva.
 
I de mellemliggende uger er der nemlig blevet arbejdet målrettet med hurtighedstræning, som var Andreas Stig Henriksens problem ved EM.
 
- Jeg er derfor overbevist om, at Andreas Stig Henriksen i både 500 og 1000 meter enerkajak ror sig i finalerne og nu også er klar til at tage medalje, siger sportschef Finn Larsen. Andreas Stig Henriksen, som skiftede fra Marselisborg ved Århus til Maribo før denne sæson, stiller kun op i de to discipliner ved VM i Moskva.



Pilo og Sofie vil i finalerne


Sofie Jørgensen og Orion Pilo er også til start ved VM, og også de spås gode chancer. 17-årige Sofie Jørgensen ror 500 meter toerkajak med Zofia Nielsen fra Neptun København. De blev nummer seks i samme disciplin ved EM for U/18-roere og går igen efter en finaleplads. Orion Pilo ror 1000 meter toerkajak med Thomas Skyum fra Nybro-Furå og 500 meter firerkajak med Rasmus Jørgensen fra Silkeborg, Anders Jønsson fra Vallensbæk og Kåre Thomsen fra Gladsaxe. Han kan håbe på finalepladser i begge discipliner. Weekenden byder også på aktivitet for nogle af de yngre roere. Maribo Kajakklub sender otte små roere til Svensk Ungdoms Cup i Bengtfors.




Maribo Kajakklubs sportschef har store forhåbninger til weekendens VM for U/18-roere

Offentliggjort Sidst opdateret