Andreasen og Boilesen får comeback på landsholdet
Der bliver comeback til Leon Andreasen og Nicolai Boilesen, når fodboldlandsholdet på onsdag i næste uge spiller en venskabskamp mod Polen i Gdansk.
Det meddeler landstræner Morten Olsen på et pressemøde i Brøndby.
Hannover 96-midtbanespilleren Leon Andreasen og Ajax-backen Nicolai Boilesen har ikke været aktuelle til landsholdet i lang tid på grund af skader.
Morten Olsen må til kampen mod polakkerne undvære frontangriberen Andreas Cornelius fra Cardiff, som for nylig blev skadet.
Pressemødet er første gang, Morten Olsen udtaler sig til offentligheden, siden landsholdet den 11. juni tabte 0-4 hjemme til Armenien i VM-kvalifikationen.
Efter det chokerende resultat har Danmark kun spinkle muligheder for at komme med til VM i Brasilien næste år.
Landstræneren har fire mulige debutanter med i truppen på 22 spillere.
De tre første er Rosenborg-spilleren Nicki Bille Nielsen, Jens Stryger Larsen fra FC Nordsjælland og Peter Ankersen fra Esbjerg.
Den fjerde er FC Nordsjælland-målmanden Jesper Hansen, som har været med landsholdet adskillige gange, men foreløbig uden at få debut.
Rosenborgs Mike Jensen er også fundet god nok til truppen.
Veteranen Dennis Rommedahl fra Waalwijk er udeladt. Han er ikke stoppet på landsholdet, men stiller sig til rådighed, hvis der bliver brug for ham, meddeler Morten Olsen.
Morten Olsen ser fortsat bort fra Nicklas Bendtner, som Dansk Boldspil-Union i marts tildelte en såkaldt tænkepause på seks måneder fra landsholdet efter dommen for spritkørsel.
Det ville dog også være højest overraskende, hvis Morten Olsen havde taget den høje angriber til nåde før tid, som DBU ellers har givet ham mulighed for.
Nicklas Bendtner, som er uønsket hos engelske Arsenal, leder fortsat efter en ny klub og har kun spillet en enkelt gang, siden han blev skadet i december sidste år.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned