Andy Murray marcherer til Wimbledon-kvartfinale

Briterne kan fortsat drømme sødt om hjemlig sejr i herresingle ved tennisturneringen Wimbledon i London.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mandag aften levede andenseedede Andy Murray op til favoritværdigheden, da han i 1/8-finalerne vandt 6-4, 7-6, 6-1 over 20.-seedede Mikhail Youzhny.

Russeren pressede favoritten i perioder, men skotten var cool på de afgørende bolde.

I andet sæt var Andy Murray nede med 2-5, men han fik tvunget sættet ud i en tiebreak.

I tiebreaken leverede sidste års tabende finalist en fremragende stopbold ved stillingen 5-3 til Youzhny.

Foran 6-5 afgjorde Andy Murray sættet til sin fordel med en kraftfuld baghåndsreturnering, da Mikhail Youzhny servede lidt for svagt.

Tredje sæt var kun spændende i meget kort tid, før publikum på Centre Court kunne rejse sig og hylde vinderen.

Andy Murray tabte sidste år finalen i den engelske grand slam-turnering til schweizeren Roger Federer.

I kvartfinalen skal Andy Murray møde spanieren Fernando Verdasco. Skotten fører 8-1 i indbyrdes kampe.

Verdasco vandt 6-4, 6-4, 6-4 over franske Kenny De Schepper.

Tidligere mandag kom fjerdeseedede David Ferrer videre til kvartfinalerne med en sejr i fire sæt over kroaten Ivan Dodig.

Hos kvinderne er fjerdeseedede Agnieszka Radwanska klar til kvartfinalerne efter sejr på 4-6, 6-3, 6-3 over bulgareren Tsvetana Pironkova.

Polakken er den højst seedede spiller tilbage i damesingle, efter at topseedede Serena Williams tidligere mandag meget overraskende tabte til tyskeren Sabine Lisicki.

/ritzau/