Andy Murray vil puste ud efter Wimbledon
Foto: Stefan Wermuth/ Scanpix /Scanpix
Stefan Wermuth/ Scanpix /Scanpix
Britiske Andy Murray vil ikke sætte sine ben på tennisbanen i den nærmeste fremtid, da både kroppen og psyken har brug for hvile efter nederlaget i Wimbledon-finalen til Roger Federer søndag aften.
Verdens nummer fire siger, at han ikke bare fysisk, men også mentalt er slidt efter at have tabt grand slam-finalen - en kamp, som han mere end nogen anden ønskede at vinde foran et elektrisk hjemmebanepublikum.
- Før mit sind er klart, er der ingen grund til at vende tilbage til tennisbanen igen, siger den 25-årige skotte ifølge Sky Sports.
- Jeg må vente og se, hvordan min krop restituerer i løbet af de kommende dage. Jeg er faldet mange gange i løbet af den her turnering og har en masse skræmmer på kroppen.
- Jeg må tage nogle fridage, og jeg vil i hvert fald ikke være at finde på banen den næste uge. det er helt sikkert, siger Murray.
Som den første brite siden 1938 stod Murray i en Wimbledon-finale, men tabte altså også i sin fjerde deltagelse i en grand slam-finale.
På hjemmebane mod Federer formåede han dog for første gang i en grand slam-finale at vinde et sæt i kampen, der endte 6-4, 5-7, 3-6, 4-6.
Men selv om skottens præstation var flere niveauer over de tidligere finale-præstationer, er han ikke entydigt optimist.
- Det bliver ikke lettere. Når du taber, er det hårdt. Det er svært at kapere, men man er nødt til at forsøge at vise styrke og karakter for at komme tilbage.
- Jeg vil sige, at det er det bedste, jeg har spillet i en grand slam-finale. Jeg skabte chancer. Jeg førte med et sæt. Det var en lang kamp. Selv i de sidste to sæt havde jeg chancer, siger Murray.
Federers sejr betyder, at han tilbageerobrer førstepladsen på verdensranglisten, som han senest besad i juni 2010.
/ritzau/
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker