Andy Roddick dropper tennis efter US Open
Årets udgave af US Open bliver sidste gang, at tennisfans kan opleve amerikaneren Andy Roddick i aktion. Den tidligere verdensetter har valgt at stoppe karrieren efter grand slam-turneringen.
- Jeg føler, at det er det rigtige tidspunkt at trække mig tilbage på, fastslår amerikaneren på sin 30-års fødselsdag.
Roddick vandt US Open i 2003, men siden da har andre tennisstjerner såsom Roger Federer, Rafael Nadal og Novak Djokovic domineret sporten.
Amerikaneren erkender da også, at han ikke længere kan spille med helt i toppen af verdenseliten.
- De andre er blevet virkelig, virkelig gode. Efter jeg spillede min første runde-kamp i år til US Open, vidste jeg, at det var tid til at trække mig tilbage, siger Roddick, som nu vil bruge mere tid på familien.
- Jeg har tænkt over det i længere tid. Jeg har andet, som jeg elsker, ud over tennis, siger amerikaneren.
Han blev nummer to ved US Open i 2006, hvor Roger Federer tog titlen. Schweizeren snuppede også guldet foran Roddick i Wimbledon-finalerne i 2004, 2005 og 2009.
Roddick har i alt vundet 32 titler i løbet af sine år i verdens tennisarenaer, og han har indkasseret omkring 20 millioner dollar.
Fredag møder amerikaneren Bernard Tomic fra Australien ved anden runde i US Open.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker