Anfører: Kampformen kan koste EM

Manglende kampform på landsholdet kan give problemer, når Danmark den 6. september skal spille en afgørende kamp mod Norge i kvalifikationen til EM i 2012.

Det erkender anfører Christian Poulsen.

- Det optimale ville være, hvis vi alle sammen var stamspillere på de bedste hold i Europa, men det er vi bare ikke.

- Det er klart, at det kan hurtigt blive et problem, og så må trænerteamet vurdere, om de vil tage os med eller vælge nogle andre, siger Christian Poulsen, der lige nu er i Glasgow, hvor landsholdet på onsdag møder Skotland i en venskabskamp.

Midtbanespilleren er selv lidt usikker på sin situation i Liverpool, hvor han ikke ser det som et godt tegn, at han var sorteret fra, da Liverpool i den forgangne weekend slog Valencia.

Derudover er fremtiden også uklar for Nicklas Bendtner, Dennis Rommedahl og Lars Jacobsen. Også målmand Thomas Sørensen har lige nu udsigt til en sæson som reservekeeper i Stoke.

- Jeg tror, at vi alle gerne vil spille. Man har ikke set så mange handler endnu, og måske sker der først noget i slutningen af august.

- Jeg håber ikke, at det kommer til at skade landsholdet, hvis der først sker noget i slutningen af august, og man skal til at skifte lige inden kampen mod Norge. Det må tiden vise.

- Som spiller vil man gerne have afklaret sin situation så hurtigt som muligt, fortæller Christian Poulsen.

/ritzau/

Flere landsholdsprofiler er ude af kampform, og det kan ifølge Christian Poulsen hurtigt blive et problem.

Offentliggjort Sidst opdateret