Anfører revser Arsenal: Vi vinder intet

Arsenal modtager i hver eneste sæson ros for at spille underholdene fodbold, men de seneste seks år er det ikke lykkedes for London-klubben at vinde en eneste titel.

Og de manglende titler er begyndt at nage anfører Cesc Fabregas så meget, at han mener, at Arsenal står over for et valg: Vil klubben udvikle spillere eller vinde titler.

- Allerede i 2007 var jeg begyndt at sige til mig selv, at vi spiller godt, men vi vinder ingenting. Og så går det op for én, at vi spiller godt til ingen verdens nytte, siger Cesc Fabregas ifølge Skysports til det spanske magasin Don Balon.

I denne sæson er Arsenal også nået langt i de fleste turneringer, men sandsynligvis bliver det ikke til nogen titler.

- Man nyder at spille, når man kæmper om noget. Som i denne sæson, hvor vi stadig var godt med i fire forskellige turneringer.

- Så siger man til sig selv, at her har jeg alt, hvad jeg kan ønske mig. Men den sidste del mangler, og jeg tror, at man skal tage en beslutning. Enten skal man gå efter at vinde eller udvikle spillere, mener Fabregas.

Han mener, at Arsenal mangler flere ting for at nå op på niveau med Manchester United og Chelsea, der de senere år har delt det engelske mesterskab imellem sig.

- Efter min mening handler det om vindermentalitet, og også modenhed i de afgørende situationer, siger anføreren.

Arsenal er i denne sæson blevet slået ud af Champions League samt de engelske cupturneringer, FA Cuppen og Carling Cuppen. Holdet er desuden syv point efter topholdet i Premier League, Manchester United.

Onsdag aften møder Arsenal arvefjenderne Tottenham.

/ritzau/

Cesc Fabregas er blevet frustreret over Arsenals manglende trofæer de seneste seks sæsoner.

Offentliggjort Sidst opdateret