Angel Di Maria er et lægetjek fra at blive Juventus-spiller
Angel Di Maria forventes efter syv år hos Paris Saint-Germain at indgå en etårig aftale med Juventus fredag. (Arkivfoto). Foto: Pascal Guyot/Ritzau Scanpix
Den 34-årige kantspiller er ankommet til Torino, hvor han fredag forventes at indgå en aftale med Juventus.
Den argentinske kantspiller Angel Di Maria er fredag til lægetjek i den norditalienske by Torino forud for et ventet skifte til Juventus.
Han ventes efter en lægeundersøgelse at skrive under på en etårig kontrakt med Serie A-klubben, som ifølge flere medier har tilbudt ham en løn på syv millioner euro for sæsonen 2022/23. Det svarer til godt 52 millioner kroner.
Den 34-årige Di Maria har de seneste syv sæsoner spiller for den franske storklub Paris Saint-Germain (PSG), som ikke ønskede at forlænge hans kontrakt.
Kantspilleren slutter sig til Juventus forud for vinterens VM i Qatar, hvor Argentina møder op som vinder af Copa America, det sydamerikanske svar på EM i fodbold.
I alt spillede Angel Di Maria 295 kampe for PSG på tværs af alle turneringer. Han scorede 95 gange og lagde op til 112 mål.
Han vandt fem mesterskaber i Frankrig og fem pokaltitler, men klubbens store ambition om at vinde Champions League blev ikke indfriet i Angel Di Marias tid i den franske hovedstad. I 2020 måtte PSG se sig besejret af Bayern München i finalen i Champions League.
Juventus forventes til den kommende sæson også at forstærke sig med den franske midtbanespiller fra Manchester United Paul Pogba, som tidligere har optrådt for den italienske storklub.
I den forgangne sæson sluttede Juventus på en skuffende fjerdeplads i Serie A - 16 point efter mesterholdet AC Milan.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde