Angriber sparker sig ud af målkrise i Randers' pokalsejr
Stephen Odey blev matchvinder for Randers, der besejrede Vendsyssel 2-0. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Stephen Odey sørgede med sine første to sæsonmål for, at Randers besejrede Vendsyssel med 2-0.
Randers-angriberen Stephen Odey har været nærig med målene i Superligaen, men i pokalturneringen går det bedre for den 24-årige nigerianer.
Torsdag aften nettede han to gange og var hovedmanden bag Randers' 2-0-sejr på udebane over Vendsyssel, der ligger på femtepladsen i den næstbedste række.
Randers er dermed som det 16. og sidste hold klar til ottendedelsfinalerne.
Stephen Odey scorede i sidste sæson 13 gange for kronjyderne på tværs af alle turneringer, men glemte åbenbart sin målfarlighed i sommerferien.
I denne sæson havde han før torsdagens tur til Vendsyssel ikke lavet et eneste mål i sine 13 kampe. Men på NordEnergi Arena i Hjørring kom der omsider hul på bylden.
Der var spillet knap en halv time, da Odey åbnede scoringen med et kanonskud fra en spids vinkel.
Kort før pausen var nigerianeren på pletten igen. Forarbejdet stod talentfulde Filip Bundgaard for, da han snoede sig elegant igennem i straffesparksfeltets højre side.
Nær baglinjen sendte han bolden ind foran mål med en ydersideaflevering, og Odey kunne let styre den ind over stregen.
Anden halvleg forløb uden de store højdepunkter, inden Vendsyssel på falderebet pludselig fik chancen for at skabe spænding.
Randers' Daniel Høegh fældede Wissam Abou Ali i feltet, men Ali formøblede den store mulighed ved at sende straffesparket langt over mål.
Randers kan nu se frem imod fredagens lodtrækning til ottendedelsfinalerne, som skal spilles mellem 8. og 10. november.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker