Anklager: Ishockeyspiller gik over stregen
Frederikshavn White Hawks Kristian Jensen er tiltalt for vold efter slag mod en modstander under en ligakamp. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Kristian Jensens slag mod modstander var ikke "rimeligt i spillesituationen", vurderer nordjysk anklager.
Løse tænder, flækkede øjenbryn og sågar brækkede knogler er indimellem en del af sport. Men selv om det skyldes voldelig adfærd, er det sjældent, at sagerne ender i retten.
Hos Nordjyllands Politi, som torsdag rejste tiltale mod Frederikshavn-spilleren Kristian Jensen, forklarer senioranklager Torben Kauffmann Sørensen om anklagemyndighedens overvejelser i sagen.
- Vurderingen går på, om det legemsangreb, der sker, står i en rimelig forbindelse med selve spillesituationen, lyder det fra senioranklageren.
Og ifølge ham er der forskel på, om der er tale om badminton eller boksning.
- Man er nødt til at gå ind og se på sporten som sådan, og se på hvad det er for en sport, og hvad der er rimeligt i en spillesituation, siger han.
Senioranklageren fortæller, at der i retspraksis findes flere eksempler på sager om vold i både ishockey, fodbold og andre sportsgrene. Han er dog ikke klar over, hvorvidt der er tale om sager på eliteniveau.
I kampen mellem Frederikshavn White Hawks og Odense Bulldogs 20. september blev Kristian Jensen først væltet omkuld af Odenses Lucas Bjerre Rasmussen.
Jensen rejste sig derefter og greb fat i Rasmussen bagfra og rev ham omkuld. I faldet tabte Rasmussen sin hjelm.
Da Rasmussen lå på isen, slog Jensen ham i hovedet én gang. Jensen lagde an til endnu et slag, men blev bremset af dommere og spillere.
- Vi har set på ishockeykampen og de spillesituationer, der opstår i kampen som sådan. Og vi finder altså ikke, at det her står i en rimelig forbindelse med den spillesituation, der er der, siger Torben Kauffmann Sørensen.
Anklagemyndigheden går efter en fængselsstraf i sagen, men Torben Kauffmann Sørensen vil ikke inden retssagen komme ind på, hvor lang en straf. Heller ikke, om der bliver tale om betinget eller ubetinget fængsel.
Almindeligvis ligger straffen i voldssager med et enkelt slag på 30-40 dages fængsel.
Kristian Jensen nægter sig skyldig, og hans advokat har til Ritzau oplyst, at påstanden i retten vil være frifindelse.
Sagen vil blive behandlet ved Retten i Hjørring, men er endnu ikke berammet.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned