Anklagere kræver betinget fængselsdom til Benzema
Karim Benzema risikerer en betinget fængselsdom. (Arkivfoto) Foto: Franck Fife/Ritzau Scanpix
Franck Fife/Ritzau Scanpix
Karim Benzema risikerer en betinget fængselsdom på ti måneder i sagen om afpresning af Mathieu Valbuena.
Anklagerne i den igangværende retssag mod blandt andre Karim Benzema mener, at den franske fodboldstjerne skal have en betinget dom på ti måneder.
Det har de præsenteret for retten i Paris-forstaden Versailles torsdag eftermiddag, skriver AFP.
Karim Benzema er tiltalt for at deltage i et forsøg på at afpresse sin tidligere landsholdskammerat Mathieu Valbuena i 2015.
Kravet fra anklagerne er markant mindre end den maksimale straf for medvirken til forsøg på afpresning. Den lyder ifølge AFP på fem års fængsel og en bøde på 70.000 euro svarende til godt en halv million kroner.
Real Madrid-angriberen er ikke selv til stede i retten i den franske hovedstad. Onsdag fortalte hans advokat, Antoine Vey, at Benzema var fraværende af professionelle årsager.
Benzema har ifølge anklagerne ageret mellemmand for en ven, der var i besiddelse af en sexvideo med Valbuena, og han var angiveligt med til at kræve penge for ikke at lække videoen.
Benzema har tidligere indrømmet, at han i landsholdslejren i oktober 2015 henvendte sig til Valbuena angående den sexvideo, som en barndomsven var kommet i besiddelse af.
Han nægter dog at have deltaget i pengeafpresningen. Han mener således, at han har forsøgt at hjælpe Valbuena ud af en svær situation. Han hævder desuden, at politiet brugte uærlige metoder for at trække ham ind i sagen.
Politiet er blandt andet i besiddelse af en optaget telefonsamtale, som anklagerne bruger som indikation på, at Benzema var indblandet i forsøget på afpresning.
Sagen betød, at Karim Benzema i fem og et halvt år ikke fik mulighed for at spille på det franske landshold. Landstræner Didier Deschamps ville ganske enkelt ikke udtage ham, mens sagen stod på.
Ikke desto mindre blev Karim Benzema udtaget til EM i sommer, hvor han scorede i alt fire gange. Frankrig nåede ottendedelsfinalen og blev slået ud af Schweiz efter straffesparkskonkurrence.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned