Ansigtsgenkendelse bliver tilladt til landskampe i Parken
I Parken benyttes ansigtsgenkendelse i forbindelse med FC Københavns fodboldkampe i Superligaen - senest mod AGF tidligere i april. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
DBU har fået grønt lys til at benytte automatisk ansigtsgenkendelse til herrelandsholdets kampe i Parken.
Ballademagere kan i fremtiden blive identificeret lynhurtigt ved hjælp af automatisk ansigtsgenkendelse til fodboldherrernes landskampe i Parken.
Dansk Boldspil-Union (DBU) har fået tilladelse til brug af ansigtsgenkendelse ved fodboldherrernes landskampe i Parken. Det oplyser DBU mandag på sin hjemmeside.
Teknologien skal forhindre, at personer, som er registreret i politiets nationale hooliganregister, kan komme ind på stadion. Det skal øge trygheden på stadion.
Redskabet vil dog ikke blive taget i brug med det samme, men tidligst til Danmarks kampe i VM-kvalifikationen i efteråret. Det oplyser DBU-direktør Erik Brøgger Rasmussen.
- Vi oplever ikke problemer ved vores landskampe. Og det er trygt og sikkert at gå til landskampe i Parken. Men med dette værktøj kan vi nu reagere, hvis der mod forventning skulle opstå problemer.
- Vi ønsker at være på forkant og have muligheden for at handle hurtigt og præcist, hvis få personer prøver at ødelægge oplevelsen for vores mange fans, siger han til unionens hjemmeside.
I december fik FCK tilladelse til at gøre brug af ansigtsgenkendelse. FCK har benyttet redskabet til klubbens liga- og pokalkampe i foråret.
Teknologien er dog ikke godkendt alle mulige øvrige arrangementer i Parken.
Tilladelserne gælder specifikt FCK's kampe og nu også landsholdets kampe i Parken - specifikt inden for herreidræt.
Det skriver Datatilsynet, der har udstedt tilladelserne, på sin hjemmeside.
- Formålet er at understøtte håndhævelsen af reglerne om klubkarantæner og generelle karantæner i forbindelse med fodboldkampe, oplyser Datatilsynet.
FCK er ansvarlig for tv-overvågningen i Parken til sine klubkampe. Det vil københavnerklubben også være ved landskampe.
Superligarivalerne fra Brøndby har i flere år gjort brug af ansigtsgenkendelse.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker