Ansvarlige klubledere, tak

KOMMENTAR: Der er for få klubledere i håndboldverdenen der ikke har forstået at sætte tæring efter næring, mener Folketidendes sportsredaktør

Offentliggjort Sidst opdateret

Af Allan Plenborg, sportsredaktør

Krisen kradser i mange danske elitehåndboldklubber, hvor der ikke er mange mønter klubkasserne. Det har nu fået flere fremtrædende klubledere til at bede Dansk Håndbold Forbund (DHF) om at handle.

Jens Boesen, direktør i KIF Kolding, som er en af de klubber, som i de seneste år har haft svært ved at økonomien til at hænge sammen, og Carsten Thygesen, bestyrelsesformand Skjern Håndbold, som altid har haft sorte tal på bundlinjen, er fortalere for, at DHF skal stille likviditetskrav til klubberne.

Spillerne bakker forståeligt de to håndboldledere op, fordi det vil give spillerne større sikkerhed for at modtage lønnen til tiden.

- Hvis man vidste, at der var lidt flere likvide midler i klubberne, så vidste man også, at de kunne køre sæsonerne ud, siger landsholdsspilleren Bo Spellerberg.

Deri har Spellerberg ret. For det er da frustrerende som spiller ikke at vide, om lønnen kommer ind den 30. i måneden. Det er trods alt spillernes levebrød. Og terminen skal betales!

DHF skærpede kravene til at drive professionel håndbold for knap seks år siden ved at kræve en egenkapital på minimum 25 procent af en klubs samlede lønomkostninger.

Men reglerne virker ikke. Underskuddet i ligaklubberne er større end nogensinde, påviser Idrættens Analyse Institut i en undersøgelse.

Ingen klubber har problemer med at opfylde DHF’s krav til egenkapitalen. Men problematikken opstår, når klubberne omgås reglerne. Klubberne kan med lån i ejendomme pumpe egenkapitalen kunstigt op, uden at der er penge i klubkassen. Egenkapitalen er bundet op i mursten.

Men man kan altså ikke aflønne spillere med mursten!

Og fair er det ikke, at klubber kan forkøbe sig til resultater, som de pengemæssigt ikke er berettiget til?

Divisionsforeningens formand Arne Josefsen erkender, at reglerne ikke er gode nok. Derfor er Divisionsforeningen og en arbejdsgruppe, som Josefsen er tovholder på, gået i gang med at finde løsningsforslag til, at spillerkontrakterne er finansieret hele sæsonen.

DHF’s direktør Morten Stig Christensen mener, at man ikke kan indføre krav til klubbernes likviditet over stok og sten, fordi DHF dermed reelt ville lukke rigtig mange eliteklubber.

Derfor handler det ifølge DHF-direktøren, om at finde den rigtige balance. Men alligevel vil jeg påstå: Det haster med med en opstramning af reglerne.

Desværre har alt for mange klubledere endnu ikke forstået den elementære lærdom at sætte tæring efter næring.

Det er der kommet flere kedelige eksempler ud af med udskudte lønudbetalinger til spillerne og en konkurs i hæderkronede GOG for blot et år siden.

Men GOG’s konkurs er formentlig næppe den sidste - desværre.

Lykkeligvis er de to elitehåndboldklubber på Lolland-Falster, Nykøbing F. Håndboldklub (NFH) og Team Sydhavsøerne ikke i båd med adskillige eliteklubber, som har et voldsomt overforbrug.

Klublederne i NFH og Team Sydhavsøerne har ikke villet tage økonomiske chancer. Det kan man kun have dyb respekt for. Og forhåbentlig bærer det frugt på den lange bane.

For det, der er brug for i dansk håndbold - og anden dansk idræt i øvrigt - er økonomiske ansvarlige klubledere, som sørger for at holde orden i eget hus.