Antonsen om guld: Tog alt seriøst trods favoritrolle

Anders Antonsen vandt den anden danske guldmedalje i Minsk. Foto: Vasily Fedosenko/Reuters

Anders Antonsen rangerer European Games-titel med det at være europamester.

Offentliggjort Sidst opdateret

Badmintonspilleren Anders Antonsen kan kalde sig European Games-mester i badminton.

Han skaffede den anden dansk guldmedalje i Minsk ved at slå franske Brice Leverdez i herresinglefinalen.

- Det er rigtigt dejligt. Jeg har trænet røven ud af bukserne for det. Det er en stor titel. Ikke i forhold til de spillere, jeg har slået, men i forhold til at være European Games-mester, hvilket svarer til at vinde EM, siger Antonsen.

Han kunne næsten kun skuffe i turneringen, som han var storfavorit i efter afbuddet fra topseedede Viktor Axelsen.

- Jeg har set det sådan på det, at jeg har været super selvsikker. At denne skulle jeg nok nappe, hvis jeg gjorde de rigtige ting og havde respekt for modstanderen.

- Jeg tog det hele seriøst, selv om jeg var storfavorit i mange kampe, siger Antonsen.

Han måtte kæmpe hårdere for finalesejren end ventet. Men i tredje sæt udstillede han forskellen mellem nummer 13 og 33 på verdensranglisten og vandt kampen 21-19, 14-21, 21-10.

- Jeg synes, at han gav mig kamp til stregen. I første sæt kæmpede vi virkelig om det, og det var tæt hele vejen. I andet sæt dykkede jeg en smule mentalt, og han kom for nemt til sine point.

- I tredje sæt startede han godt ud, men jeg hængte i. Så kunne jeg mærke, at han dykkede lidt ved 4-4, og jeg sagde til Kenneth (landstræner Jonassen, red.), at der ville være muligheder nu.

- I den periode gav jeg alt, jeg havde, og var fokuseret. Det bar frugt, og jeg tog syv i streg. Der spillede jeg gode dueller, siger Anders Antonsen.