Antony smidt af Brasiliens landshold efter anklager om overfald
Antony kommer ikke til at spille på landsholdet i Brasiliens snarlige kvalifikationskampe til VM. Foto: Hannah Mckay/Reuters
Antony er ude af truppen for at "beskytte det påståede offer, spilleren, landsholdet og fodboldforbundet".
Den brasilianske kantspiller Antony, som til dagligt spiller fodbold i Manchester United, har mistet sin plads i landsholdstruppen, efter at han er blevet anklaget for overgreb mod sin ekskæreste.
Det oplyser Det Brasilianske Fodboldforbund (CBF) i en pressemeddelelse.
- På grund af de kendsgerninger, der blev offentliggjort i mandags, der involverer Manchester United-angriberen Antony, fordi der skal efterforskes og for at beskytte det påståede offer, spilleren, det brasilianske landshold og CBF, er Antony trukket ud af truppen, skriver CBF.
Beslutningen om at fjerne Manchester United-spilleren fra landsholdstruppen er truffet, efter at det brasilianske medie UOL udgav en artikel, hvori spillerens ekskæreste Gabriela Cavallin beskyldte ham for at have overfaldt hende.
Antony selv har pure nægtet beskyldningerne, men skriver på sociale medier, at han ikke kan give flere detaljer, fordi sagen er ved at blive efterforsket af politiet.
- Siden begyndelsen har jeg behandlet denne sag med alvor og respekt, og jeg har givet de nødvendige afklaringer til politiet, skriver Antony på det sociale medie Instagram.
- Jeg kan med ro sige, at beskyldningerne er urigtige, og at bevismaterialet, som er blevet fremvist, og som vil blive fremvist, demonstrerer, at jeg er uskyldig i anklagerne.
- Jeg har tiltro til, at politiefterforskningen vil demonstrere sandheden om min uskyld.
En talsperson fra CBF bekræfter, at politiet har iværksat en efterforskning af beskyldningerne.
Spillerens klub, Manchester United, har ikke villet kommentere sagen. United har for nylig været i stormvejr på grund af en sag om klubbens spiller Mason Greenwood, som også blev beskyldt for vold mod sin ekskæreste.
Brasiliens landstræner, Fernando Diniz, har erstattet Antony med Arsenal-angriberen Gabriel Jesus. Holdet møder fredag Peru i en kvalifikationskamp til VM.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker