Arbejdsbyrde udfaser den elegante 10'er i international topfodbold

Christian Eriksen har båret nummer 10 i lang størstedelen af sin karriere på landsholdet. Han fik trøjenummeret under Morten Olsen, fordi Eriksen var det tætteste holdet var på at have en klassisk 10'er. (Arkivfoto). Foto: Ulrik Pedersen/Ritzau Scanpix

Den kampafgørende og elegante, men måske smådovne offensive midtbanespiller er kommet i klemme. Han er offer for en stigende intensitet, mener landstræner.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fodboldspillet har været udsat for taktisk disruption.

Når nutidens stjerner knokler rundt på grønsværen, er det resultatet af årevis med systematisk træning. De er tvunget til at tænke hurtigere end nogensinde, og de bevæger sig også mere tjept, end dengang landskampe kunne optages på VHS-bånd.

Toptrænerne råder over komplette fodboldspillere, ja nærmest uselvstændige maskiner, der er klar til at parere ordre.

Niveauet er på mange parametre højere end tidligere, men det kommer med ofre. Et af ofrene er 10'eren. Den teknisk raffinerede elegantier med overblikket til at splitte ethvert forsvar med en perfekt tempereret dybdebold.

Når fodboldforfædre som Pelé, Maradona, Laudrup, Riquelme og Zidane har iført sig trøjen med nummer 10, har det været med forventningen om et drys magi.

Til gengæld er den klassiske 10'er ikke en løbestærk hardhitter, der sprinter de sure presmeter for at fremtvinge en forhastet beslutning hos modstanderne. Og han har måske heller ikke farten til selv at løbe forbi et helt forsvar.

Derfor er 10'eren på allerhøjeste niveau blevet udfaset, pointerer fodboldtaktikere. En af dem er landstræner Kasper Hjulmand.

- Det er sjældent man ser 10'eren, desværre. Der er noget nostalgi over den klassiske 10'er, siger Hjulmand.

Det er stadigvæk essentielt at finde hullet mellem modstandernes forsvars- og midtbanekæde, men et stigende tempo levner ikke plads til en blind eller halvdoven passager i 80 ud af 90 minutter.

- Da man kun havde én udskifter, så fik 10'eren en vigtig rolle i slutfasen, fordi 10'eren havde fornemmelsen for spillet og fik lidt mere plads at operere i. Nu kan man skifte fem spillere ind, og intensiteten er blevet meget højere, der er hele tiden smæk på.

- Angriberen, der ikke laver noget, og 10'eren, der ligger og triller rundt, findes ikke mere på topniveau, siger landstræneren.

Det billede kan colombianeren James Rodríguez genkende.

Den store stjerne fra VM 2014 opfylder selv mange kriterier for en klassisk 10'er, men grundet sine udfordringer i et højintenst spil, var skiftende trænere i Real Madrid og Bayern München sparsomme med spilletiden. Han blev kvalt af trænernes mange krav.

- Jeg har altid ment, at nummer 10 skal styre hele sit hold. Han skal vide, hvor holdkammeraterne er, så han kan kreere chancer eller score mål.

- Men når mange hold spiller en udgave af 4-3-3, er der ingen børn længere, som gerne vil være en 10'er, for 10'eren bliver udeladt af trænerne. De vil have dygtige spillere en mod en, og så vil de have løbestærke spillere. En 10'er er ikke særlig brugbar nu. For 15-20 år siden ville alle være 10'ere, siger James Rodríguez ifølge The Athletic.

De mest rapfodede og driblestærke 10'er-typer bliver i dag brugt på kanten, mens de løbestærke, pasningsstærke og visionære 10'ere i dag rykker tilbage og spiller central midtbanespiller med ansvar for at være offensiv playmaker.

Sidstnævnte vej er Christian Eriksen gået. Den fynske fodboldtekniker er aktuelt Danmarks bedste bud på en klassisk 10'er på topniveau, men i dag har han ofte udgangspunkt i maskinrummet og er længere fra modstandernes mål.

- Der findes ikke 10'ere i fodbold mere. De er væk. Jeg har heller ikke selv spillet pladsen i flere år. Jeg er ligeglad, hvor jeg spiller på banen, jeg prøver bare at gøre gavn, siger Eriksen.

De klassiske 10'er-egenskaber er dog stadig nødvendige at have på banen, mener Kasper Hjulmand.

- Derfor vil jeg også gerne presse Christian Eriksen længere frem på banen, for det er vigtigt at have den type tæt på målet, siger Hjulmand.

/ritzau/

Hvem bærer nummer 10?

Følgende spillere bærer nummer 10 for en række fodboldhold:

* Frankrig: Kylian Mbappé (kantspiller og angriber).

* Argentina: Lionel Messi (kantspiller og angriber)

* Brasilien: Rodrygo (kantspiller og angriber).

* Danmark: Christian Eriksen (central midtbane).

* Brøndby: Daniel Wass (central midtbane).

* FC Midtjylland: Gue-Sung Cho (angriber).

* FC København: Mohamed Elyounoussi (kantspiller og central midtbane).

* Manchester City: Jack Grealish (kantspiller).

* Real Madrid: Luka Modric (central midtbanespiller).

* Inter: Lautaro Martínez (angriber).

* Bayern München: Leroy Sané (kantspiller).

* Paris Saint-Germain: Ousmane Dembélé (kantspiller).

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu