Årets sportscitater 2012

Den ene store idrætsbegivenhed har afløst den anden i et tætpakket sportsår med både OL i London, fodbold-EM og Tour de France.

Offentliggjort Sidst opdateret

Også i avisspalterne og i tv-sporten har 2012 været et godt år med kloge såvel som mindre kloge udmeldinger fra sportens stjerner og vandbærere.

Her kommer et udsnit fra Danmark og den store verden:

Atletik

Den jamaicanske sprinter Usain Bolt før OL:

- Efter OL i London 2012 vil jeg gå ind til pressekonferencen, og før nogen stiller et spørgsmål, vil jeg bare sige: I kigger på en levende legende.

Usain Bolt efter han havde vundet OL-guld:

- Jeg er nu en levende legende. Sol jer i min storhed.

Cykling

- Der kommer et tidspunkt i enhver mands liv, hvor han må sige: Nok er nok. For mig er det tidspunkt nået nu.

(Lance Armstrong på sin hjemmeside, da han i august opgiver at forsvare sig i dopingsagen mod ham.)

- Jeg siger: Fucking wankers! (forpulede vatpikke, red.) Jeg kan ikke have med sådanne mennesker at gøre.

(Bradley Wiggins sender en hilsen til de cykelfans, som over Twitter og andre sociale medier spekulerer i, om han bruger doping.)

Fodbold:

- Det var ikke normal svimmelhed. Det var sådan en surrealistisk følelse som om, jeg løb videre inde i en anden mands krop.

(Bolton-spilleren Fabrice Muamba beskriver sin følelse, inden han faldt om i en Premier League-kamp og havde hjertestop i mere end en time)

- Hvis vi fik samme antal straffespark, så ville det medføre en undersøgelse i Underhuset. Det ville give protester.

(Manchester Uniteds manager Alex Ferguson før mødet med lokalrivalerne Manchester City i december.)

- Balotelli koster mere end Mona Lisa, og ingen italienske klubber har råd til ham.

(Manchester City-spilleren Mario Balotellis agent Mino Raiola til Sky Sport Italia.)

- Han har brug for to, og derefter yderligere to.

(Manchester City-manager Roberto Mancini om Mario Balotellis behov for en psykiater)

- Han har spillet sin sidste landskamp. Det er der slet ingen tvivl om. Han svigtede holdet.

(Landstræner Morten Olsen om Patrick Mtiliga, da forsvarsspilleren var for skuffet til at spille landskamp mod Italien)

- Hvor mange folk skal der til at lave et banner? En. Og måske to til at løfte det.

(Rafael Benitez forsøger at nedtone omfanget af kritikken fra de Chelsea-fans, som ikke bryder sig om, at han blev ny midlertidig manager for klubben i november.)

- Jeg kan ikke rigtig se noget, når jeg bærer den. Jeg giver bolden væk nogle gange, fordi jeg ikke kan se.

(Nicklas Bendtner til Daily Mail om den ansigtsmaske, han spillede med i marts)

- Det er bare nogle boxershorts, der giver lidt held. Jeg havde dem også på i den første kamp og har haft dem på før.

(Nicklas Bendtner om sine Paddy Power-underbukser, som han fremviste under en EM-kamp, hvilket siden kostede ham karantæne.)

- Vi har brug for en stige for at stoppe en spiller som Zlatan Ibrahimovic. Han er for høj.

(Tidligere Barcelona-træner Pep Guardiola om den svenske angriber)

- De siger, at han er kung fu-mester. Det så vi onsdag aften.

(Arsenals manager Arsène Wenger er imponeret af Zlatan Ibrahimovic' akrobatik og af svenskerens fire scoringer mod England i november)

- En knægt fra Croxteth skal ikke bruge hårprodukter!

(Den hårtransplanterede Manchester United-angriber Wayne Rooneys skønhedsvaner er langt ude, mener Liverpool-spilleren Jamie Carragher - på ITV)

- Det er sjældent, at en mand kan være så hård på en bane og samtidig have sin egen undertøjskollektion.

(Barack Obama om LA Galaxy-spilleren David Beckham)

- Jeg har set mange ting, men det er en skandale. En ting er spillerens valg, men den måde det bliver fulgt op af andre handlinger er skandaløst, siger Kasper Hjulmand.

(FCN-træner Kasper Hjulmand om Shakhtar Donetsk-spilleren Adrianos mål mod de danske mestre i Champions Legaue)

- Det her må kræve mange flere spilledages karantæne, sådan som jeg ser det. Ellers er det simpelthen en falliterklæring.

(Morten Olsen om Adrianos mål, til TV2)

- Han beordrer mig til at fortsætte med at varme op og behandler mig som en hund.

(Manchester City-spilleren Carlos Tévez om sin manager Roberto Mancini)

- Det her er en pressekonference om en skide fodboldkamp. Jeg gider ikke besvare det spørgsmål. Vor herre bevares.

(Alex Ferguson blev spurgt om Ryder Cup af Sky Sports i oktober)

OL

René Holten Poulsen efter fjerdeplads i OL-finalen i 1000 meter enerkajak:

- Det er lort på flaske. Nummer fire er første mand uden for podiet. Forestil jer, at I har fået 12-taller fire år i streg i gymnasiet, og så får I 00 i den gældende eksamen. 00 - det er alt uden for top-tre. Det er fire års arbejde, der er ligegyldigt.

Samme René Holten Poulsen om konkurrenten Eirik Verås, som vandt guld.

- Så kommer der sådan en gammel krage og vinder. Han har fået rigeligt med medaljer (guld i 2004, sølv i 2008, red). Jeg ved, at jeg kan slå ham. Det er så irriterende, nu skal jeg bruge fire år mere på det pis.

Dagen efter trækker René Holten i land efter en norsk mediestorm:

- Han er et af mine største idoler, så al mulig respekt til ham. Han er en levende legende, siger danskeren dagen derpå. - Han er en gammel, rutineret herre, og jeg skrev også en besked til ham i går.

Speedway

Nicki Pedersen inden det sidste og afgørende speedway-grandprix i polske Torun:

- Træning fredag aften. Så går jeg og slapper af hele lørdagen, og så "speeder vi pisset af" om aftenen, hvor jeg forhåbentligt har de gode starthandsker på, som jeg har haft de sidste par runder.

Danskeren forspildte chancen for at vinde sin fjerde VM-titel i Torun, efter han i semifinalen blev kørt ned af Chris Holder.

- Jeg tror ikke, at dommeren turde udelukke ham i aften, for så var han ikke kommet helskindet hjem.

Tennis

- Resultater, penge og berømmelse har aldrig været en motivationsfaktor for mig og bliver det aldrig.

(Frederik Løchte Nielsen om sin doublesejr i Wimbledon sammen med Jonathan Marray)

- Nu har jeg fået et resultat i min karriere, og man kan sige, at det var mit "run" i min karriere. Nu har jeg i det mindste et resultat. Det er en form for tilfredsstillelse, selv om jeg ikke har haft behov for det, siger Frederik Løchte Nielsen.

- Hvis du vinder i denne uge, får jeg så en stor julegave?

(Caroline Wozniacki afbryder sin kæreste Rory McIlroy, som er i gang med en pressekonference)

- Jeg har ikke brug for at fortælle verden, at jeg sidder på en restaurant og spiser en skål pasta.

(Maria Sharapova om hvorfor hun ikke bruger Twitter)

/ritzau/AFP/Reuters