Argentina klager over dommerfejl efter Copa-nederlag
Heller ikke 2019-udgaven af Copa America endte med en titel til den argentinske anfører, Lionel Messi. Foto: Mauro Pimentel/Ritzau Scanpix
Mauro Pimentel/Ritzau Scanpix
Argentinas fodboldforbund har indgivet en klage over dommeren efter nederlaget til Brasilien i Copa America.
Lionel Messi og resten af det argentinske fodboldlandshold tabte natten til onsdag dansk tid med 0-2 til Brasilien i semifinalen i Copa America.
Men kampen kunne være endt anderledes, mener argentinerne.
Det Argentinske Fodboldforbund (AFA) har sendt en klage til Det Sydamerikanske Fodboldforbund (Conmebol) på baggrund af "alvorlige og grove dommerfejl" i kampen.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Vreden er primært rettet mod den ecuadorianske dommer Roddy Zambrano i et seks sider langt brev til det sydamerikanske forbund.
Ifølge AFA-præsident Claudio Tapia undlod Zambrano at anvende VAR (Video Assistant Referee) i mindst to situationer, der kunne være faldet ud til Argentinas fordel. Tapia mener, at det kunne have ændret kampens resultat.
Ifølge AFP refererer Tapia desuden til "Zambranos negative historik", som ifølge Tapia "forstærkede tvivlen" omkring kampens retfærdighed. Noget, argentinerne angiveligt påpegede allerede før kampen.
Også Messi kritiserede efter nederlaget Conmebol for ikke at afvikle kampen på retfærdig vis.
En talsperson fra Conmebol siger, at forbundet i øjeblikket er i gang med at undersøge, hvordan det skal forholde sig til kritikken og beskyldningerne.
Natten til torsdag blev det afgjort, at Brasilien møder Peru i den sydamerikanske finale, der afvikles søndag aften.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet