Argentinas træner begræder brændte chancer
Det var skuffende, at Argentina ikke fik udnyttet de chancer, holdet havde under VM-finalen mod Tyskland søndag, mener landstræner Alejandro Sabella.
Gonzalo Higuain havde chancen for at bringe Argentina foran 1-0 i første halvleg, da han var alene foran mål, men han skød i stedet bolden langt forbi. Lionel Messi formøblede ligeledes en god mulighed kort efter pausen.
I stedet scorede Tyskland, der sad på bolden det meste af kampen, opgørets enlige mål i den forlængede spilletid. Bolden blev sendt i nettet af Mario Götze.
- Det var en meget lige kamp. De havde mere boldbesiddelse, men vi var farligere, siger Sabella.
- Når der er chancer i en kamp, der er så lige, så bliver du nødt til at udnytte dem. Vi manglede noget effektivitet, fortsætter han.
Sabella roser dog sine spillere for at være kommet sig ovenpå den udmattende semifinale mod Holland og give de tyske favoritter kamp til stregen.
- Vi spillede en dag senere og var i forlænget spilletid, så det eneste, jeg kan gøre, er at lykønske mine spillere.
- De gjorde et ekstraordinært stykke arbejde, og jeg ønsker også Tyskland tillykke.
Argentina har ikke vundet VM siden 1986 og gjorde ifølge Sabella alt for at få trofæet med hjem igen.
- Det er meget bittert. Vi havde et godt hold, og det er klart, at vi gerne ville vinde. For at være perfekte var vi nødt til at være mere effektive.
- Du står tilbage med to følelser: En af tristhed, fordi når du når til en finale, vil du vinde. Men også en af tilfredshed, fordi spillerne gav alt, lyder det fra landstræneren.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned