Århus forlænger BSV's pinsler i slutspillets åbningskamp
Håndboldherrerne fra Bjerringbro-Silkeborg er oppe på fem nederlag i streg, efter at Århus Håndbold overraskede ved at vinde det første opgør i slutspillet af Herre Håndbold Ligaen med 29-28 på hjemmebane.
Hjemmeholdet lagde forholdsvist stærkt ud og førte ved pausen med 15-12, og efter pausen øgede de undertippede aarhusianere føringen yderligere, så de på et tidspunkt havde seks mål ned til forfølgerne.
Mod kampens slutning halede BSV-spillerne imidlertid lige så stille ind på hjemmeholdet, og pludselig var de foran med få minutter til slutfløjtet.
Spillerne fra Århus Håndbold fik dog udlignet, og med ganske få sekunder tilbage bragte de sig tilbage i front.
- Det var højdramatisk, men til sidst lykkedes det os alligevel at få scoret. Nu er slutspillet åbent, siger Erik Veje Rasmussen, cheftræner for Århus Håndbold.
Han forklarer, at han hele tiden havde en forventning om, at BSV, der i den seneste tid har tabt to gange til Barcelona i Champions League samt til Skjern og KIF Kolding København i grundspillet, ville komme stærkt tilbage.
- Vi vidste, at de ville komme, det er et meget stærkt BSV-hold, og når lavinen kommer, så kan det være svært at stoppe den. Men vi klarede det.
- Det var vigtigt, for havde vi tabt de første to kampe, så havde vi været ude. Nu har vi så vundet den ene, og det vil sige, at vi stadig har muligheden for en semifinale, hvis alt flasker sig, siger Erik Veje Rasmussen.
I gruppens anden kamp vandt Mors-Thy Håndbold en snæver 28-26-sejr over Skjern efter pausestillingen 10-10.
Det betyder, at tre hold i gruppen har to point, mens Bjerringbro-Silkeborg som det eneste hold har et enkelt point på sidstepladsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker