Beskyldningerne mod det amerikanske cykelfænomen Lance Armstrong om brug af ulovlige, præstationsfremmende midler fortsætter.
Søndag aften hævdede en tidligere holdkammerat til den syvdobbelte vinder af Tour de France, at Armstrongs hold og repræsentanter for cykelsporten var klar over Armstrongs brug af doping, men dækkede over det.
Det sagde Tyler Hamilton i tv-udsendelsen '60 Minutes' på CBS.
Hamilton, der selv har erkendt brug af doping, forklarede i udsendelsen detaljeret, hvad han tidligere har oplyst til en kommission i Los Angeles, der undersøger de vedvarende beskyldninger mod Armstrong.
- Der er mange andre snydere og løgnere, som er sluppet godt fra det. Det er ikke kun Lance, siger Hamilton i programmet.
- Med en lille smule held kunne jeg stadig have været med, og snydt og løjet, fortsætter han og nævner, at han i 2000 under Tour de France overværede Armstrong modtage en blodtransfusion.
Desuden sprøjtede Armstrong sig med det ulovlige middel EPO adskillige gange op til starten på etapeløbet i Frankrig.
Nok så opsigtsvækkende refererer '60 Minutes' fra den vidneforklaring en anden af Armstrongs tidligere holdkammerater, George Hincapie, angiveligt har givet.
Ifølge programmet har Hincapie fortalte til undersøgelseskommissionen, at han og Armstrong gensidigt forsynede hinanden med dopingmidler. Hincapie deltog ikke selv i tv-programmet.
- Vi har tillid til, at de udtalelser Hincapie tillægges, ikke er korrekte. Vi anser oplysningerne om hans vidneudsagn som upålidelige, udtaler Lance Armstrong på sin hjemmeside facts4lance.
- George Hincapie og hans advokat har offentligt sagt, at de ikke har afsløret noget som helst om hans vidneudsagn, fortsætter Armstrong.
- Samtlige øvrige personer med kendskab til Hincapies forklaring har ligeledes forsikret os, at de ikke er kilder til de påstande, CBS tillægger Hincapie, skriver Armstrong.
Allerede fredag offentliggjorde CBS en appetitvækker i form af uddrag fra søndagens program, så Armstrong og hans rådgivere har haft et par dage til at forberede en reaktion til 'afsløringerne' i '60 Minutes'.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker