Arnesen om HSV-lussing: Det sætter sig i hjertet
Spillerne fra Hamburger SV vil ifølge sportschef Frank Arnesen aldrig glemme lørdagens 2-9-nederlag til Bayern München i den tyske Bundesliga.
Arnesen prøvede selv at få klø i samme størrelsesorden, da han i 1970'erne optrådte for Ajax Amsterdam.
- Den slags kommer man ud for en eller to gange i sit liv. Jeg prøvede det selv, da jeg var aktiv - det var i en venskabskamp.
- Men jeg kan tydeligt huske det, fordi det gik så galt, siger Frank Arnesen ifølge nyhedsbureauet dpa.
HSV's danske sportschef tabte i 1978 med hele 0-8 - ligeledes til Bayern München, da danskeren optrådte for Ajax Amsterdam i Johan Cruyffs afskedskamp.
Frank Arnesen er sikker på, at HSV's spillere for altid vil huske det store nederlag og den ydmygende tur til Allianz Arena i München.
- Det drejede sig kun om tre point, men sådan et nederlag bliver siddende i dit fodboldhjerte, siger danskeren.
Jeffrey Bruma og Heiko Westermann reducerede til henholdsvis 1-8 og 2-9 for Hamburger SV, der er placeret på niendepladsen midt i Bundesligaen.
Bayern München topper suverænt tabellen foran mestrene fra Borussia Dortmund og kan afgøre mesterskabet i næste weekend på et tidspunkt, hvor der fortsat resterer syv spillerunder i den bedste tyske fodboldrække.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker