Arnesen om ny nedtur: Troede vi var bedre

Foto: Angelika Warmuth /Scanpix

Det skulle have været en frisk start efter en lang og skuffende sidste sæson.

Offentliggjort Sidst opdateret

Men da Hamburger SV lørdag eftermiddag tog hul på den nye sæson, lignede holdet i betænkelig grad sig selv, da nordtyskerne på hjemmebane tabte 0-1 mod Nürnberg.

Mandskabet, som den danske sportsdirektør Frank Arnesen har ansvaret for at sammensætte, blev pebet ud af de godt 50.000 skuffede tilskuere på Imtech-Arena, og Frank Arnesen erkender, at også han havde forventet, at holdet var bedre.

- Det var ikke nogen god præstation, og vi tabte helt fortjent. Jeg troede, vi var kommet et skridt videre, men det er ikke tilfældet. Holdet skal arbejde hårdt i den kommende uge, og det skal jeg også, siger Arnesen til Hamburger Morgenpost.

I første omgang er det cheftræner Thorsten Fink, der må lægge ryg til hovedparten af tilhængernes kritik.

Han er for forsigtig, mener mange, og da han i anden halvleg indskiftede den defensive arbejdsmand Robert Tesche, genlød arenaen af øredøvende pibekoncerter.

Frank Arnesen har travlt med at forstærke holdet, inden transfervinduet lukker om en uge.

Det hotteste navn på den nordtyske rygtebørs er Tottenhams Rafael van der Vaart, der tidligere har haft tre succesrige sæsoner i Hamburg.

Men også den tjekkiske EM-profil Petr Jiracek, som er blandt de spillere, som Wolfsburg-træner Felix Magath ikke længere vil bruge, er interessant for HSV.

Ifølge tyske medier har Arnesen allerede budt det krævede transferbeløb.

- Det er en rigtig god spiller. Mere kan jeg ikke sige, siger Frank Arnesen.

/ritzau/