Arnesen stopper som chef i Feyenoord efter sygdom
65-årige Frank Arnesen (forrest) stopper i Feyenoord, hvor han har været teknisk direktør siden 2020. (Arkivfoto). Foto: Hatim Kaghat/Ritzau Scanpix
Frank Arnesen har været på sygeorlov siden juni og vender ikke tilbage til jobbet som teknisk direktør.
Frank Arnesen stopper som teknisk direktør i den hollandske fodboldklub Feyenoord efter længere tids sygdom.
Det oplyser Feyenoord mandag på klubbens hjemmeside.
Danskeren havde håbet på at fuldføre sin kontrakt, men han accepterer, at Rotterdam-klubben vil stoppe samarbejdet nu.
- Jeg forstår godt, at Feyenoord skal tænke på fremtiden på længere sigt.
- Ingen er større end klubben, siger Frank Arnesen til hjemmeside.
Den 65-årige dansker blev ansat som teknisk direktør i 2020. I slutningen af juni gik han på sygeorlov.
Arnesen har blandt andet haft ansvar for rekruttering af spillere, og han vil fortsat stå til rådighed, hvis Feyenoord i fremtiden ønsker rådgivning eller høre hans mening.
Den hollandske klub har ifølge direktør Dennis te Kloese ikke travlt med at finde en erstatning.
- Fordi transfervinduet er lukket, så er der ikke travlt, siger han.
Direktøren finder også ro i, at Feyenoords hold klarer sig godt med en aktuel andenplads i Æresdivisionen.
- Alt ser også godt ud på fodboldfronten, og det skyldes ikke mindst Franks arbejde.
- Jeg er også glad for, at vi er blevet enige med Frank om, at vi i specielle sager kan kontakte ham for at få råd eller høre hans mening, siger Dennis te Kloese.
Feyenoord skal i dette efterår møde FC Midtjylland to gange i Europa Leagues gruppespil. De to klubber står desuden over for Sturm Graz og Lazia.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker