Arrig Ronaldo forlader fornærmet et pressemøde
Real Madrid møder onsdag Roma i den første af to ottendedelsfinaler i Champions League. Kampen spilles i Rom.
Cristiano Ronaldo forlod Real Madrids pressekonference efter at have fået kritiske spørgsmål om sin svage målform på udebane.
Da Ronaldo tirsdag aften fik spørgsmål om, hvorfor han ikke har scoret på udebane siden 2-0-sejren over Eibar 29. november, blev måltyven misfornøjet.
- Hvem har scoret flere mål end mig på udebane, siden jeg kom til Spanien? Nævn en spiller, som har scoret mere end mig?
- Ikke noget svar? Ok. Tak, skal I have, lød det fra Real Madrid-stjernen, før han marcherede ud af rummet.
Ronaldo satte tidligere i denne sæson rekord i antal mål i Champions League-gruppespillet med 11 kasser.
Portugiseren er desuden turneringens mest scorende gennem tiden med 88 fuldtræffere i 121 kampe.
Ronaldo er noteret for 32 mål i alle konkurrencer i denne sæson. 21 af disse er scoret på eget græs.
Målformen på udebane var ikke det eneste, som interesserede journalisterne, som også ville vide, hvordan forholdet er til angrebsmakkerne Gareth Bale og Karim Benzema.
Ronaldo indikerede, at de tre Real-stjerner ikke har meget at gøre med hinanden uden for banen, men afviste, at det er et element, der påvirker samarbejdet på banen.
- Jeg skal give jer en anekdote: I Manchester United snakkede jeg ikke med Ryan Giggs og Paul Scholes, men vi vandt alligevel Champions League, forklarer Ronaldo.
Journalisterne henviste til trioen Lionel Messi, Luis Suarez og Neymar i FC Barcelona, som angiveligt skulle have et godt forhold uden for banen.
- Hvordan ved vi, at det forholder sig sådan. Det er kun, fordi det er det, der er blevet skrevet, siger Ronaldo.
- Jeg behøver ikke at spise middag med Benzema, eller at Bale besøger mig i mit hus. Det, vi har brug for, er at fungere på banen. Vi behøver ikke at kysse hinanden.
- Al den snak om små måltider, kys og kram. For mig betyder det intet, lyder det irriteret fra Ronaldo.
Ronaldo har spillet fire kampe på udebane siden opgøret mod Eibar. Onsdag gælder det Champions League-kampen ude mod AS Roma, som spilles klokken 20.45.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde