Arsenal afstår fra transferpanik trods skidt premiere

Mikel Arteta kunne fredag se sit hold levere en skidt indsats mod oprykkerne fra Brentford, men han er tilfreds, med den trup han har lige nu. Foto: Peter Cziborra/Ritzau Scanpix

Mikel Arteta vil ikke have forstærkninger til sin trup, inden transfervinduet lukker, slår han fast.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mens Thomas Franks Brentford fik en fantastisk debut i Premier League med en 2-0-sejr over Arsenal, forholder det sig lige modsat for det tabende hold.

Det er efterhånden en del år siden, Arsenal reelt var en titelkandidat i England, og at dømme ud fra indsatsen mod Brentford er der stadig lang vej til atter at blive det.

Normalt kan det få træneren til at efterspørge nyindkøb. Men ikke Mikel Arteta.

- Mit fokus er på de spillere, vi har. Jeg vil få dem til at spille så godt som muligt, få det maksimale ud af mit hold og finde en måde at vinde fodboldkampe på, siger han ifølge Reuters.

Arsenal havde bolden meget, også omkring Brentfords felt, gennem det meste af opgøret fredag. Til gengæld havde Artetas folk voldsomt svært ved at ramme målet.

Den spanske træner så dog ikke noget, som hverken overraskede eller bekymrede ham i kampen.

- Vi er meget tydelige om, hvad vi gerne vil, hvad vores styrker er, og hvor vi kan forbedre os, siger han.

- Indsatsen i kampen viste os ikke noget, som vi ikke allerede var klar over.

Hen over sommeren har man hentet forsvarsspillerne Ben White og Nuno Tavares samt midtbanespilleren Albert Sambi Lokonga. Ikke noget nyt til angrebet.

Det skal dog siges, at holdet var uden angriberne Alexandre Lacazette og Pierre-Emerick Aubameyang i fredagens kamp. Begge var syge.

The Gunners, som er Arsenals kælenavn, sluttede seneste sæson som nummer otte i Premier League. Det betød, at holdet ikke skal spille europæisk i denne sæson.