Arsenal er på krykker efter Barcelona-brag

Selvfølgelig er de glade i Arsenal efter Champions League-kampen mod Barcelona, hvor holdet var spillet helt i bund, men alligevel fik vendt 0-2 til 2-2.

Men tømmermændene melder sig dagen derpå i form af tre stamspillere, der muligvis må tilbringe de næste uger med hvile og genoptræning, efter at de alle måtte udgå med skader.

Værst er det tilsyneladende gået ud over spanieren Cesc Fabregas. Anføreren, der scorede det udlignende mål på straffe, måtte udgå straks efter målet med ondt i læggen og frygter, at noget kan være brækket.

- Jeg følte mig okay, da jeg tog straffesparket, men lige bagefter, da jeg hentede bolden ud af nettet, kunne jeg næsten ikke gå.

- Jeg frygter, at skaden opstod, da jeg blev tacklet af Carlos Puyol i den situation, der førte til straffesparket, siger Fabregas, der også er nervøs for, at han går glip af VM til sommer.

Det behøver William Gallas dog ikke være, selv om han efter alt at dømme ikke kommer til at spille flere klubkampe i år.

Franskmanden udgik med en forstrækning i læggen, men manager Arsène Wenger siger, at sæsonen ikke er ovre af den grund.

- Selv om det ikke skulle blive til flere klubkampe i år, føler jeg mig temmelig sikker på, at han bliver klar til VM, siger Wenger, der selv er franskmand.

Endelig er der midtbanekreatøren Andrei Arshavin, som humpede ud af banen, mens der stadig stod 0-0. Russeren skriver på sin hjemmeside, at han kan blive tvunget til at holde en pause.

- Muligvis kommer jeg ikke på banen de næste to-tre uger, skriver Arshavin.

/ritzau/

Det uafgjorte resultat mod Barcelona kan vise sig at være dyrekøbt for Arsenal. Flere af det engelske holds stjerner er skadede efter Champions League-kampen.

Offentliggjort Sidst opdateret