Arsenal fik gang i scoringen mod Liverpool
Det har været en skuffende sæsonstart for Arsenal, som i de første to kampe i Premier League ikke har formået at score.
Men søndag fik Arsenal omsider boldene i nettet, da det blev til en 2-0-sejr på udebane over Liverpool, som havde Daniel Agger med i hele kampen.
Nyindkøbet Lukas Podolski bragte Arsenal foran 1-0 efter en halv times spil. Det var et andet nyindkøb, Santi Carzola, som lagde op til målet, da Liverpools Glen Johnson ikke fulgte hurtigt nok med hjem.
Podolski er kommet til Arsenal fra bundesligaklubben FC Köln, og den tyske landsholdsspiller skal være med til at dække tabet af Robin van Persie, som er skiftet til Manchester United.
Spanske Carzola cementerede sejren 20 minutter før tid, da han efter et flot ryk kom helt fri foran mål og sendte bolden ind under en lidt svag Liverpool-målmand Josep Reina. Det var Podolski, som gengældte tjeneste fra den første scoring og lagde op til 2-0-målet.
Arsenal har nu fem point efter tre kampe. Liverpool er med nederlaget fortsat uden sejr i denne sæson, hvor det kun er blevet til et enkelt point i tre kampe.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker