Arsenal forlænger med manager Mikel Arteta
Mikel Arteta har været cheftræner i Arsenal siden december 2019. (Arkivfoto). Foto: Adrian Dennis/Ritzau Scanpix
Mikel Arteta kommer til at stå i spidsen for Arsenal i endnu tre år ifølge sin nye kontrakt.
Arsenal har sikret sig flere år med manager Mikel Arteta.
Spanieren har således forlænget sin kontrakt med titelbejleren fra toppen af Premier League. Det meddeler Arsenal torsdag på sin hjemmeside.
- Mikel er en dynamisk og passioneret manager, som er nådesløs i jagten på perfektion.
- Han har en dyb forståelse for Arsenals værdier, og han har taget holdet til et nyt niveau på Arsenal-måden, siden han blev cheftræner i december 2019, siger medejer Josh Kroenke.
Som altid skriver Arsenal ikke præcist, hvor lang kontrakten er. Ifølge BBC og andre engelske medier løber den frem til sommeren 2027.
Han har siden ankomsten stået i spidsen for Arsenal i 234 kampe, og det er blevet til et snit på lige under to point per kamp.
Det begyndte ellers ikke alt for overbevisende med ottendepladser i de to første sæsoner med spanieren ved roret.
Dog blev det også til en FA Cup-titel i 2020 og lovende takter, inden man i 2021/22 blev nummer fem og i de seneste to sæsoner har været førsteudfordrer til Manchester City.
- Mikel har vist sine kvaliteter siden den allerførste dag. Ikke kun som manager, men også som en person med vidunderlige værdier. Vi har en stor tro på det, vi laver og vil opnå sammen, siger sportsdirektør Edu.
Arsenal satte under Arteta i sidste sæson klubrekord for flest mål på en sæson i Premier League (91) og flest sejre (28), og det skete ifølge klubben med ligaens tredjeyngste trup.
Arteta blev undervejs syv gange nomineret til månedens manager, og efter syv års fravær kvalificerede man sig for andet år i træk til Champions League.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned