Arsenal nedtromler Newcastle i ny magtdemonstration
Formstærke Kai Havertz scorede Arsenals andet mål efter et smukt opspil. Foto: Justin Tallis/Ritzau Scanpix
Der var klasseforskel, da Arsenal tog imod Newcastle og leverede endnu en målfest i Premier League.
Arsenal skuffede tidligere på ugen i Champions League, men i den hjemlige liga har London-klubben længe været godt kørende.
Lørdag leverede mesterskabsbejlerne en ny toppræstation, da Newcastle blev blæst ud af Emirates Stadium med et nederlag på 1-4.
Det er Arsenals sjette sejr på stribe i Premier League. I de seneste tre kampe har holdet sammenlagt lavet 15 mål.
Med de tre point holder Arsenal sig lige i hælene på ligaens to tophold, Liverpool og Manchester City, der har henholdsvis to og et point mere.
Arsenal lod ikke Newcastle få et ben til jorden. Specielt første halvleg var en magtdemonstration, der endte 2-0 i mål og 11-0 i målforsøg.
Der var dog en smule held involveret i åbningsmålet, der faldt efter 17 minutter.
Efter at Newcastle-målmand Loris Karius havde reddet et hårdt hovedstød fra Gabriel Magaelhaes, opstod der et klumpspil lige foran mål. Midt i kaosset kom Newcastles Sven Botman til at sende bolden over stregen og blev noteret for et selvmål.
Målet til 2-0 fejlede til gengæld ingenting. Det blev sat ind af Kai Havertz, der fra tæt hold afsluttede et mønsterangreb ved at skubbe Gabriel Martinellis tværaflevering i nettet.
Newcastle kom bedre med efter pausen, hvor kampbilledet indledningsvis var lidt mere jævnbyrdigt. Gæsterne var dog ikke i stand til at forhindre Bukayo Saka i at score til 3-0 20 minutter inde i anden halvleg.
Blot fire minutter senere blev det også 4-0 ved Jakub Kiwior.
Joe Willock pyntede på cifrene for gæsterne med sin 1-4-reducering seks minutter før tid.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde