Arsenal og Liverpool deler point i chancerig topkamp
Virgil van Dijk var flere gange tæt på scoring, da Liverpool besøgte Arsenal. Foto: Daniel Leal-Olivas/Ritzau Scanpix
Daniel Leal-Olivas/Ritzau Scanpix
Liverpool var på vej mod endnu sejr, men Alexandre Lacazette reddede med en sen scoring et point til Arsenal.
Liverpool er fortsat ubesejret i toppen af Premier League, men holdet måtte for tredje gang i denne sæson nøjes med et point, efter at lørdagens topkamp mod Arsenal endte 1-1 på Emirates Stadium i London.
I en underholdende kamp bragte James Milner Liverpool foran efter en time, inden Alexandre Lacazette udlignede i slutfasen.
At der skulle gå 60 minutter, inden første scoring faldt, var nærmest et mirakel, for især første halvleg bød på en stribe fine målchancer, og begge hold fik mål annulleret for offside.
Både Roberto Firmino og Virgil van Dijk ramte træværket for Liverpool, mens Arsenals Henrikh Mkhitaryan headede lige forbi et gabende tomt mål.
Bernd Leno i Arsenal-målet havde en blandet dag, hvor han leverede flere store redninger, men tyskeren diskede også op med et par fejl, og han var impliceret, da Milner bragte Liverpool i front.
Sadio Mane blev sendt til baglinjen i venstre side og sparkede bolden ind foran Arsenal-målet. Her fik Leno ikke slået den langt nok væk, og så kunne Milner sparke kuglen fladt i nettet fra kanten af feltet.
Arsenal har efter en lidt haltende start haft et par gode måneder, og Unai Emerys mænd spiller med stor selvtillid.
Otte minutter før tid fik holdet udlignet ved Alexandre Lacazette, der i venstre side af straffesparksfeltet driblede rundt med den tøvende Liverpool-keeper Alisson, inden han drejede bolden over i modsatte side af målet.
At Sadio Mane umiddelbart efter var tæt på at genetablere gæsternes forspring, var et perfekt billede på en afvekslende og begivenhedsrig topkamp.
Liverpool har 27 point på ligaens førsteplads, men kan blive overhalet af Manchester City, der spiller mod Southampton søndag. Arsenal har fire point færre på femtepladsen.
Senere lørdag sikrede Tottenham en 3-2-sejr ude over Wolverhampton i et opgør, hvor det holdt hårdt.
Tottenham med Christian Eriksen på bænken var foran 3-0 efter en time efter scoringer af Heung-Min Son, Lucas og Harry Kane.
Så begik den unge forsvarsspiller Juan Foyth to straffespark, og hjemmeholdet reducerede to gange, men trods et pres i slutfasen lykkedes det ikke at få point.
Christian Eriksen blev skiftet ind efter 59. minutter.
Tottenham har 24 point på fjerdepladsen ligesom Chelsea, der har spillet en kamp færre.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde