Arsenal-spiller sikrer sen triumf for Elfenbenskysten
Det lignede i lang tid den sjette uafgjorte kamp af syv mulige ved de igangværende afrikanske fodboldmesterskaber, men blot tre minutter før tid scorede Arsenal-wingen Gervinho 2-1-målet, der sikrede Elfenbenskysten den ventede sejr over Togo.
Det stærkt besatte ivorianske landshold kom dermed fint fra start i jagten på den store triumf i en turnering, der gennem årene har været nærmest forhekset for holdet.
To gange har holdet tabt finalen efter straffesparkskonkurrencer, og hver gang hører Didier Drogba, Yaya Touré og resten af spillerne fra de prominente klubber i Europa til de hotteste favoritter, uden at det endnu er lykkedes at leve op til favoritstemplet.
Mod Togo - anført af Tottenhams Emmanuel Adebayor - var Elfenbenskysten også længe i knibe.
Yaya Touré bragte ellers ivorianerne i front allerede efter otte minutter, men i første halvlegs overtid udlignede Jonathan Ayité for Togo, og så lignede det en remis.
Men i de sidste minutter udnyttede Gervinho, at Togos målmand Kossi Agassa kom skævt ud til et hjørnespark, og dermed sørgede Arsenal-manden for favoritsejr i den første kamp i en pulje, der også tæller Algeriet og Tunesien.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker