Assistent har ikke mærket ekstra nerver før EM-finale
Landstræner Jesper Jensen (til højre) og assistent Lars Jørgensen (til venstre) står sammen i den anden EM-finale med håndboldkvinderne. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Lars Jørgensen fortæller, at der ikke blandt spillerne har virket til at være ekstra uro før finalebrag.
Det er et afbalanceret dansk hold, som klokken 18 er klar til at jagte den store EM-triumf mod Norges ellers uovervindelige håndboldkvinder.
Den danske assistentlandstræner Lars Jørgensen har i hvert fald ikke bemærket ekstra spænding i spillertruppen.
- Jeg synes, det virker roligt. Der er altid noget spænding, men der har været samme stemning som de foregående dage. Der er ikke noget, som har stukket ud, fortæller han.
Det skyldes ikke mindst den enorme selvtillid, som gennem hele årets EM har præget holdet.
Troen på egne evner har aldrig været større.
- De andre gange, vi har spillet mod Norge, har vi stået med en oplevelse af, at vi skulle producere noget ekstra, i forhold til det vi kunne, forklarer han.
- Nu står vi nok med en oplevelse af, at vi skal producere det, vi kan. Det vil være nok til at kunne spille med om guldet, og det giver os en god tryghed.
For at trygheden skal udmønte sig i guld, så bliver det afgørende, at Danmark ikke bliver fanget i Norges ofte velsmurte kontramaskine, og at man når tilbage at stå i det stærke forsvar, man har opbygget.
- Norge løber også kontra (som Holland og Frankrig i de foregående kampe, red.). Det skal vi have skåret ned på, så vi kommer ned at stå i vores seks mod seks-forsvar, lyder det fra assistenten.
Finalen fløjtes i gang klokken 18 i Wiener Stadthalle.
Danmark og Norge mødtes også i EM-finalen i 2022. Her vandt Norge 27-25.
De to hold mødtes for et år siden i VM-semifinalen, hvor Norge vandt efter forlænget spilletid. Ved sommerens OL vandt Norge både i det indledende gruppespil og i semifinalen.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker