Astana-boss blæser til angreb for Fuglsang
En bjergtrøje til Jakob Fuglsang er nu en del af taktikken på Astana-holdet. Danskeren skal angribe torsdag.
Den danske cykelrytter Jakob Fuglsang har i noget tid talt om at jagte den prikkede bjergtrøje i årets Tour de France, og nu taler hans chef også om det.
En dansk bjergtrøje er blevet en del af Astana-holdets taktik. Det fortæller holdets manager Alexandre Vinokourov, som derfor blæser til angreb for den danske Nibali-hjælperytter.
- Ja, hvorfor ikke. Han er jo tæt på Froome. Hvis Jakob kommer med i udbrud er alt muligt, siger den tidligere toprytter, inden han lidt ærgerligt tilføjer:
- I går faldt han lidt for tidligt af på stigningen.
Vinokourov bekræfter, at bjergtrøjen ikke længere kun er Jakob Fuglsangs eget projekt. Måske affødt af, at sidste års Tour de France-vinder Vincenzo Nibali ikke helt er den trussel for Chris Froome, som holdet havde ventet.
Han er på syvendepladsen mere end otte minutter efter Sky-rytteren, som kører i gult.
Torsdagens 18. etape har ikke færre end syv kategoriserede stigninger, så der er masser af point at køre om til bjergkonkurrencen.
Fra den svære Col du Glandon er der imidlertid 40 kilometer til målet i Saint-Jean-de-Maurienne, så Fuglsang kan få flere roller efter, at jagten på bjergpoint er slut.
- Det er en del af taktikken. I morges sagde jeg, at Jakob skal forsøge at komme i udbrud. Hvis han har gode ben, skal han jagte etapesejren. Hvis ikke, kan han jo lade sig falde tilbage og hjælpe Vincenzo, siger Vinokourov.
Chris Froome fører bjergkonkurrencen med 61 point. Han kan ikke køre både i gult og i den prikkede trøje. Derfor kører konkurrencens nummer to Joaquim Rodriguez (Katusha) i trøjen. Han har 52 point.
Jakob Fuglsang er nummer tre med 41 point. Belgieren Serge Pauwels (MTN-Qhubeka) og Chris Froomes hjælperytter Richie Porte (Sky) er begge på de næste pladser kun et point efter danskeren.
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker