Aston Villa besejrer Liverpool på Anfield
Gabriel Agbonlahor blev matchvinder med en tidlig scoring, da Aston Villa vandt over Liverpool på udebane.
Aston Villa fortsatte lørdag holdets flotte sæsonstart i Premier League. Efter 1-0-sejren ude over Liverpool er holdet fra Birmingham nummer to efter Chelsea.
Aston Villa, der har 10 point for fire kampe, afgjorde kampen på Anfield med en tidlig scoring efter ni minutter.
Alan Hutton fik sit hovedstød blokeret, men Gabriel Agbonlahor var hurtigst over returbolden og scorede til 1-0.
Målet kom efter en nervøs Liverpool-start, og Aston Villa havde flere gode muligheder for at udbygge føringen i første halvleg.
Kort før pausen var Liverpool-angriberen Mario Balotelli dog tæt på at udligne med et lumsk afrettet skud, som dykkede kraftigt.
10 minutter før tid ramte hjemmeholdets Philippe Coutinho stolpen med et skud, der blev rettet af, men Liverpool formåede ikke at score trods en vild belejring af Villa-målet til sidst.
Den danske landsholdsspiller Jores Okore var med i Aston Villas trup, men han blev ikke skiftet ind i kampen.
Liverpool er nummer otte i Premier League med seks point for fire kampe.
Chelsea fører ligaen med 12 point.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned