Astralis-stjerne vender tilbage efter stressrelateret pause
Nicolai "dev1ce" Reedtz er klar til at tørne ud for Astralis igen fra starten af det nye år. (Arkivfoto). Foto: Kevin C. Cox/Ritzau Scanpix
Nicolai "dev1ce" Reedtz er klar til at vende retur for Astralis, når den nye sæson i 2025 begynder.
Stjernespilleren Nicolai "dev1ce" Reedtz er efter en kort pause klar til at vende tilbage for Astralis fra starten af 2025.
Det oplyser Counter-Strike-holdet på sin hjemmeside.
- Mens vi er i gang med at forberede det næste kapitel for Astralis, er vi glade for at kunne offentliggøre, at "dev1ce" officielt vender tilbage til holdet, skriver Astralis, der ikke har flere turneringer tilbage i 2024.
I midten af november oplyste Astralis, at Nicolai Reedtz ville være ude i foreløbigt resten af 2024, da han var blevet ramt af "stressrelaterede helbredsudfordringer"
- Efter at have haft tid til at fokusere på sit fysiske og psykiske helbred er "dev1ce" nu fuldt ud klar til at tilslutte sig holdet og bidrage med hans stærke færdigheder, viden og engagement til holdet.
Astralis oplyser i samme ombæring, at holdet efter gensidig aftale river kontrakten over med Alexander "br0" Bro, der har erstattet Nicolai Reedtz, mens han har siddet ude.
I et længere opslag på det sociale medie X forklarede Nicolai Reedtz i november, at han blev ramt af "stressrelaterede helbredsudfordringer", da holdet et par uger forinden havde været i Singapore for at spille Blast World Final.
I starten kunne han ikke sove mere end et par timer om natten.
- Som ugen gik, udviklede jeg i stigende grad værre symptomer inklusive mindre søvn, kramper, hjertebanken og ekstrem træthed.
- Jeg håbede og forventede, at disse symptomer ville blive bedre, så snart jeg kom hjem. Men jeg må indse, at jeg stadig ikke er et sted, hvor det er realistisk for mig at konkurrere, skrev Reedtz i november.
Han har tidligere været væk fra spillet i et års tid med stress.
/ritzau/
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker