Astralis taber og ryger ud af stor turnering
Astralis er ligesom Heroic ude af Blast Premier World Final, der har en samlet præmiepulje på 6,6 millioner kroner. (Arkivfoto) Foto: Andrzej Grygiel/Ritzau Scanpix
Andrzej Grygiel/Ritzau Scanpix
Team Liquid var en for stor mundfuld for Astralis, der er ude af Blast Premier World Final.
Astralis kunne ikke følge op på torsdagens flotte comebacksejr i den store Counter Strike-turnering Blast Premier World Final.
Fredag tabte holdet 0-2 til Team Liquid, der består af primært amerikanske spillere, og røg dermed ud af turneringen.
Tidligere på ugen røg også det andet danske hold, Heroic, ud.
Astralis var aldrig for alvor tæt på sejren mod Team Liquid. På den første bane, Dust II, bragte Team Liquid sig foran med 12-3 ved pausen og endte med en 16-9-sejr.
På den anden bane, Mirage, var der langt mere kamp om det, men Astralis havde ikke evnerne og tabte 13-16, hvorfor det var unødvendigt med tredje bane.
Turneringen har en præmiepulje på 6,6 millioner kroner, hvoraf halvdelen går til vinderholdet. Den fortsætter uden dansk deltagelse frem til og med søndagens finale.
Torsdag slog Astralis det svenske hold Ninjas In Pyjamas (NIP) med den tidligere Astralis-spiller Patrick "Es3tag" Hansen med 2-1 efter et stærkt comeback på sidste bane, hvor holdet var bagud 0-8.
Astralis har tidligere været nummer et i verden, men er nede som nummer ni efter en mindre god periode.
I starten af november skiftede holdet kraftigt ud.
Alexander "ave" Holdt blev blandt andet ansat som ny cheftræner, mens spillerne Benjamin "blameF" Bremer og Kristian "k0nfig" Wienecke kom ind.
Ud gik cheftræner Danny "zonic" Sørensen og de to stjernespillere Peter "dupreeh" Rasmussen og Emil "Magisk" Reif.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker