Atalanta respekterer FCM: Et moderne hold med gode profiler
Atalanta-cheftræner Gian Piero Gasperini deltog sammen med midtbanespilleren Remo Freuler i tirsdagens pressemøde. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
FC Midtjyllands modstander i onsdagens Champions League-kamp, Atalanta, kender til de danske mestres styrke.
Den norditalienske klub Atalanta er blevet nummer tre i den italienske Serie A de seneste to sæsoner.
Alligevel har mandskabet taget en vis portion ydmyghed med sig til Danmark forud for onsdagens Champions League-opgør mod FC Midtjylland.
I hvert fald er cheftræner Gian Piero Gasperini godt klar over, at han ikke skal undervurdere de danske mestre.
- Man må aldrig undervurdere hold i Champions League, for det er hold, der har vundet deres ligaer. Så det vil være en fejl at undervurdere dem.
- FC Midtjylland har et moderne og aggressivt hold, der presser meget med alle spillere. De har nogle gode profiler, og så må vi jo altså ikke glemme, at de er danske mestre, siger Gasperini på tirsdagens pressemøde.
Den italienske træner har set flere af midtjydernes seneste kampe - både i Superligaen og i kvalifikationen frem mod Champions League.
Han så blandt andet FCM besejre OB med 3-1 i Superligaen lørdag.
Det er særligt offensiven, som den 62-årige træner fremhæver:
- Vi har især forberedt os på de offensive spillere som eksempelvis Pione Sisto. Vi skal prøve at begrænse FC Midtjyllands styrker så vidt som muligt.
Den danske kantspiller Pione Sisto vendte i sommerens transfervindue tilbage til FCM efter et ophold i spanske Celta Vigo.
For Atalanta er mødet med et dansk hold ikke noget helt nyt bekendtskab.
I august 2018 mødte italienerne således FC København i den afgørende playoffrunde om at komme med i Europa League-gruppespillet. De to kampe endte med at blive afgjort i en straffesparkskonkurrence, som FCK vandt.
Derfor advarer Atalantas midtbanespiller Remo Freuler også om at undervurdere de danske mestre, som de står over for onsdag.
- Vi kender godt til de danske hold, og vi kender vores modstander. Så vi ved, at vi ikke skal undervurdere dem, siger han.
Kampen mellem FCM og Atalanta begynder i Herning onsdag klokken 21.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde