Atleter ved OL i Tokyo skal sove i senge af genbrugspap
Der er tænkt på miljøet i indretningen af den by, som de tusindvis af deltagere ved OL i Tokyo skal bo i.
De tusindvis af sportsfolk, som deltager ved de olympiske lege i Tokyo til sommer og de efterfølgende paralympiske lege, kan lægge sig til at sove med god miljøsamvittighed.
Atleterne skal nemlig sove i senge lavet af materialer, der kan genbruges.
Det oplyste de japanske arrangører af de to store sportsstævner torsdag ved en fremvisning af den by, som deltagerne skal bo i til sommer.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Rammerne til sengene i OL-byen er således lavet af robust pap, som vil blive genanvendt som papir, når atleterne har forladt den japanske hovedstad.
Og selv de tungeste atleter skal ikke frygte, at sengen braser sammen under dem.
- Disse senge kan klare op til 200 kilo. De er stærkere end senge lavet af træ, forklarede Takashi Kitajima, der har ansvaret for OL-byen, under rundvisningen torsdag.
Kun i tilfælde af vild jubel over en medalje på værelserne vil han ikke garantere for holdbarheden.
- Selvfølgelig vil både pap- og træsenge brase sammen, hvis du hopper på dem, siger han.
Madrasserne er ikke lavet af pap, men af andre genbrugsmaterialer, som bagefter vil blive omdannet til plastikprodukter.
OL-byen skal efter planen være indflytningsklar i juni. OL åbner den 24. juli, mens de paralympiske lege begynder den 25. august.
- Organisationskomitéen tænkte på elementer, som kan genbruges, og sengene var en af idéerne, forklarer Takashi Kitajima og tilføjer, at det er første gang i OL-historien, at atleternes senge er lavet af genbrugelige materialer.
OL-byen bliver opført langs Tokyobugten. Den vil omfatte 21 højhusblokke med lejligheder og 18.000 senge.
Bagefter vil lejlighederne blive solgt eller lejet ud. Ifølge annoncer fra ejendomsmæglere vil priserne begynde ved 54 millioner yen. Det svarer til godt 3,3 millioner kroner.
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker