Atlético Madrid taber og snubler i spansk guldkamp
Atlético Madrid og Stefan Savic (til højre) tabte søndag ude til Athletic Bilbao og Inaki Williams. Foto: Vincent West/Reuters
Vincent West/Reuters
Med nederlag til Athletic Bilbao har Atlético Madrid ufrivilligt gjort kampen om det spanske mesterskab åben.
Atlético Madrid tabte søndag 1-2 ude til Athletic Bilbao i La Liga, og kampen om det spanske mesterskab er pivåben.
Kun tre point adskiller de fire øverst placerede hold i den bedste spanske fodboldrække. Tættere kan det næsten ikke blive.
Trods nederlaget fører Atlético Madrid fortsat rækken med 73 point efter 33 kampe. Men det kan være en stakket frist.
Real Madrid, som lørdag spillede 0-0 hjemme mod Betis, følger lige efter med 71 point.
FC Barcelona, som tidligere søndag vandt 2-1 ude over Villarreal, har også 71 point. Men Barcelona har spillet en kamp færre og kan torsdag stryge til tops med en sejr hjemme over Granada.
Sevilla fuldender top-4 med 70 point på fjerdepladsen. Tidligere søndag vandt Sevilla 2-1 hjemme over Granada.
I søndagens sene La Liga-kamp kom Bilbao bedst fra start og foran 1-0 mod Atletico efter otte minutter ved Alex Berenguer.
Derefter havde hjemmeholdet flere chancer for at score yderligere, men det blev ved den smalle føring.
Atletico holdt sig inde i kampen og fik også udlignet ved stopperen Stefan Savic efter 77 minutter. Savic steg til vejrs og snittede bolden i nettet efter et hjørnespark.
Derefter gik Diego Simeones tropper efter sejren, men blev i stedet straffet i den anden ende.
Efter endnu et hjørnespark headede Bilbao-stopperen Inigo Martinez bolden i mål til 2-1 i det 86. minut.
Flere mål blev der ikke scoret, og dermed har Atletico smidt fordelen i titelkampen over til Barcelona.
Det skal dog med i ligningen, at Barcelona også har en hjemmekamp mod Atletico tilbage i kampprogrammet. Den kamp spilles 8. maj i fjerdesidste spillerunde.
Real Madrid og Sevilla skal også mødes indbyrdes i den spændende afslutning i denne La Liga-sæson.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned