Atlético skygger fortsat Barcelona efter ottende sejr
Flot ser det ud, når man ser på stillingen i Primera Division. I hvert fald hvis man er fan af fodboldklubben Atlético Madrid.
I søndagens tidlige kamp i den spanske liga snuppede hovedstadsholdet sin ottende sejr i lige så mange kampe, da det blev 2-1 hjemme over Celta Vigo.
Topscoreren i Primera Division, Diego Costa, blev som så ofte før helten for Atlético Madrid, da han med et mål i hver halvleg bragte værterne foran 2-0.
Brasilianske Diego Costa, som gerne vil være en del af Spaniens landshold, brændte et straffespark, før han kom på scoringstavlen.
Angriberen er oppe på 10 scoringer i ligaen i sæsonen.
Indskiftede Nolito reducerede 20 minutter før tid for Celta, der havde danske Michael Krohn-Dehli på holdet i hele kampen.
Både FC Barcelona og Atlético Madrid har 24 point efter otte kampe, men førstnævnte har den bedste målscore.
I spansk fodbold er det dog de indbyrdes opgør, der tæller ved pointlighed, så holdene ligger reelt lige, eftersom de endnu ikke har mødt hinanden.
Celta ligger i den kedelige ende af Primera Division med seks point for otte kampe.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker