Atlético smider tomålsføring og deler med Valencia
Hugo Duro sikrede Valencia et point mod Atlético Madrid. Foto: Pablo Morano/Reuters
Pablo Morano/Reuters
Efter at have ført 3-1 smed Atlético Madrid sejren mod Valencia, der kom tilbage og sørgede for uafgjort.
Komfortable føringer garanterer ikke sejre. I hvert fald ikke i La Liga i denne weekend.
Lørdag smed FC Barcelona en 3-0-føring, og søndag var det Atlético Madrids tur til at blamere sig.
Diego Simeone og co. var foran 3-1, da kampuret rundede 90 minutter mod Daniel Wass og Valencia. Men da dommeren fløjtede af, stod der 3-3.
To mål i tillægstiden af Hugo Duro sørgede for det uafgjorte resultat.
Dermed er Atlético, som har 23 point, blevet hægtet af lokalrivalerne fra Real Madrid. Bysbørnene er fire point foran på andenpladsen. Valencia ligger på tiendepladsen med 17 point.
Luis Suarez bragte Atlético foran kort før pausen, men fem minutter inde i anden halvleg blev der udlignet efter et selvmål af Stefan Savic.
Der stod dog ikke 1-1 ret længe. Små ti minutter senere gjorde Antoine Griezmann det til 2-1, inden Sime Vrsaljko sendte Atlético på 3-1.
Det lignede længe en Atlético-sejr, men Valencia gav altså ikke op, og i tillægstiden blev spanske Hugo Duro den store helt med sine to scoringer.
Søndag hoppede Real Sociedad op på førstepladsen igen med en 2-0-sejr over Osasuna. Real Madrid overtog den lørdag, men nu er Sociedad altså igen tophold med et point mere på kontoen end hovedstadsklubben, der dog har spillet en kamp færre.
Thomas Delaney og Sevilla, som ligger nummer tre, matchede i søndagens sene La Liga-kamp Real Madrids pointtotal på andenpladsen ved at vinde 2-0 over lokalrivalerne fra Real Betis.
Delaney startede på bænken for Sevilla, men blev skiftet ind med cirka ti minutter tilbage.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned