Atlético vinder topkamp og lægger pres på Barcelona
Antoine Griezmann scorede til 2-0, da Atlético Madrid slog Alaves. Foto: Curto De La Torre/Ritzau Scanpix
Curto De La Torre/Ritzau Scanpix
Atlético Madrid slog Alaves i topkamp og kom op på siden af Barcelona, der lørdag aften møder Espanyol.
Atlético Madrid holder sig til i toppen af den spanske liga. Tidligt lørdag tog klubben en hjemmesejr på 3-0 over det overraskende tophold fra Alaves.
Med sejren kom Atlético på 28 point for 15 kampe. Førerholdet, Barcelona, har samme pointantal inden lørdagens udekamp mod lokalrivalen Espanyol. Alaves har 24 point på fjerdepladsen.
Uden at være synderligt prangende vandt Atletico på et mål midt i første halvleg samt to i slutfasen.
Atlético kom foran efter et velspillet angreb, hvor Santiago Arias fra højre side serverede et perfekt indlæg til Nikola Kalinic, der med maven bugserede bolden i nettet til føring efter 25 minutter.
Atlético overlod derefter en del initiativ til udeholdet, som faktisk havde flest afslutninger i kampen. De var bare ikke kompetente nok til at udløse mål.
I stedet slog favoritten kontra og afgjorde kampen med otte minutter tilbage.
Den franske stjerne Antoine Griezmann blev sendt afsted på en friløber fra midterlinjen, og han scorede til 2-0 efter et bandespil med stolpen.
Tre minutter før tid lukkede den unge midtbanespiller Rodri af med målet til 3-0 efter et insisterende Atlético-angreb.
Der var danskeropgør i Spanien lørdag, da Valencia med Daniel Wass på holdet tog imod Sevilla og Simon Kjær.
Sevilla så længe ud til at kunne overtage førstepladsen i Primera Division, efter at Pablo Sarabia efter 55 minutter gjorde det til 1-0.
Men Valencias Mouctar Diakhaby forhindrede dette, da han med en udligning tre minutter inde i overtiden gjorde det til kampens slutresultat 1-1.
Både Wass og Kjær spillede alle 90 minutter.
Med resultatet ligger Sevilla á point med FC Barcelona og Atlético Madrid i toppen af ligaen med 28 point.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned